Lidt om langsommelighed

30-12-2014 14:35
For nyligt stod jeg på stranden og formede cirkler med min krop. Langsomme dvælende cirkler. Jeg cirklede medens jeg skuede ud over havets forankring i dets selv og jeg så. Det er så forunderligt når havet bøjer nakken, så man i bølgens runding, kan se ind i havets sjæl, hvor skarver flyver under vand og fisk gemmer sig bag andre fisk, der er fanget i tangens favntag.

En dag vandrede jeg på en anden strand og mærkede frosten, der næsten bed fingrene af mig. Jeg har altid elsket frostens bidende karakter, da den tvinger fornemmelsen af liv ind i kroppen, præcis som at slås med stormens vindstød. Jeg elsker vejr, der sætter mig på spidsen og som spidder mig, for jeg kan godt lide at mærke kroppens kraft og styrke. Jeg kan godt lide at kæmpe mod naturen i vandringer i vejr, højder, dale og der hvor der er skarpt. Så sniger uovervindeligheden sig ind og jeg føler jeg kan lidt mere.

Jeg har tidligt lært at kæmpe for mig selv, for andre og for det jeg ønsker. Jeg når næsten altid i mål, men prisen kan være høj. For høj. Jeg har været sygemeldt i noget over et halvt år og bevæger mig i disse tider tilbage til arbejdsmarkedet og kommer til at fungere som før – med hensyn. Hensyn som jeg selv skal administrere og tage ansvar for. Og det kræver at jeg mærker. Frost på hud og havets knejsende nakke. For jeg lærte noget i det halve år. Jeg lærte, at det tempo som var mit før, ikke er mit tempo, men et tempo jeg har lært at holde og levere, gennem et langt liv, fordi det var nødvendigt, for at blive det der ventedes af mig. Og det koster. Koster sanseligheden, og koster min evne til at mærke mig selv, og tage vare og hensyn til samme mig. Jeg kommer ikke til at kæmpe mig tilbage til arbejdsmarkedet. Det ville jeg havde gjort før, for der stillede jeg ikke spørgsmål til den kampgejst der er min. Ej heller til om det overhovedet er nødvendigt at kæmpe?

Jeg har i mit arbejde, som psykolog mødt mange stressrelaterede lidelser og ganske ofte leder vi efter den der endegyldige årsag til stressen. Den berømte stressor, som hvis den fjernes, tager selve stressen med sig, så vi atter bliver ”normale”. Jeg tror egentligt, at det er en paradislængsel, præcis som prinsen på den hvide cykel, hvor vi bilder os ind, at hvis vi bare møder ham med de rigtige kvaliteter, så vil vi opleve ægte kærlighed og al tvivl og nagen vil forsvinde for evigt. Personligt tror jeg den slags kærlighed kræver stort arbejde mellem to og især i de to hver især. Præcis som stress kræver noget af os. De fleste jeg har mødt, har kæmpet til sidste blodsdråbe og jeg har ganske ofte hørt mig selv spørge ”hvorfor kæmpede du så længe, at du endte med at blive syg af det?”. Eller ”hvis du ikke stopper med at kæmpe nu, så er jeg bange for, at det går galt for dig?” Eller ”Hvis du standsede med at kæmpe nu, hvad ville du så sidde tilbage med?” Og her svarer folk ofte ”Ingen ting, så det må du ikke bede mig om. Alt andet end det”.

Og det gik op for mig, i det halve års vandring, at hele min eksistens, hele min identitet var bygget op omkring at kæmpe, klare mig selv og fortsætte selv om jeg egentligt ikke kunne mere. Men jeg kunne ikke standse, for det var som at træde ud i et tomrum. Hvor jeg var ingen ting. Og når jeg kaldte ud i rummet, for at finde mig selv, var der gabende tomt. Men jeg blev der og jeg lærte mangt og meget der.

For stressen råber efter, at vi standser op og sætter tempoet ned. Egentligt ret simpelt og samtidig ganske svært. For jeg har mødt det så ofte, både i andre og i mig selv; At muligheden for at sadle om bliver givet, men at man ikke magter det, da det at køre i et forhøjet tempo er blevet så normalt, at hele organismen er gearet til det. Og egentligt ikke kun organismen, men hele den struktur vi er indlejret i, nemlig samfundet og kulturen. For vi er i konstant skift. Skift mellem en sætning fra et barn, til en sms der tikker ind, til kager der skal ud af ovnen, over en opdatering på et socialt medie, øjenbryn der skal plukkes, en mand der giver en besked osv. osv. Og det er skift der stresser. Omstilling der stresser. Ny orientering der stresser. Præcis de samme kvaliteter, som vi måles positivt på i andre sammenhæng.

Vi er blevet en nation af skift-junkies, så vi er afhængige af disse konstante skift. Og som andre afhængige, så lægger vi ikke mærke til det så længe det går godt og vi skifter og skifter og skifter, dagen lang. Men den dag organismen ikke kan længere og vi standser op, for at få langsommeligheden, fordybelsen og tilstedeværelsen ind, så vil mange opleve, at de ikke kan det. Rastløsheden sniger sig ind. Uroen i krop og sjæl. Den manglende evne til at falde til ro, uden at beskæftige sindet, med at bladre de samme internetsider om og om igen.

Jeg måtte konstatere, at jeg som mange andre, havde vænnet mig til, at være konstant omskiftelig. Man kan vænne sig til meget. Og også komme til at tro, at det er normalt. Lige nu, og resten af mit liv formentligt, er jeg under afvænning. For hvis jeg ikke er over mig selv, så falder jeg ind i gamle rammer og vaner. Så jeg ikke længere mærker frosten bide hud. Ikke bemærker skarvernes underfundige evne til at dykke og dukke op igen, uventede steder.

For hvis jeg ikke er over mig, så mister jeg mig selv og jeg bliver låst lige der. Låst i skiftenes krav om, at sindet holder sit fokus på det der er lige foran mig. Frem for at mærke, med alt jeg er, hvad der er omkring mig. Og kroppen fortaber sig for mig. Jeg bliver en holdt kvinde. Forstået på den måde, at mine ”tage sig sammen muskle”" lukker sig som et panser omkring mig, så jeg kan fortsætte uden at mærke den udmattelse som ligger i mit dyb. Du kender dem sikkert så godt, ”tage sig sammen musklerne”. De ligger som et år hen over skulder og nakke og gør, at jeg kan blive ved, der hvor jeg i virkeligheden ikke kan mere. Og når jeg lander i sofaen om aftenen kollapser jeg og falder om. Som så mange andre. Jeg lukker mig om mig selv, så intet og ingen kan trænge ind og det er da et tab, der kan mærkes. Nu. Hvor jeg har sluppet taget.

Jeg drømmer om, at kunne holde mig vital. Afspændt, åben, modtagelig og sansende. Så jeg kan bruge mig selv på en måde, så jeg hverken behøver at lukke mig selv af gennem et muskelpanser eller behøver af kollapse. Det bliver en lang læreproces. En læring for livet. For jeg skal finde nye måder at være på. Nye måder at gøre på. Nye måder at se mig selv og se andre.

Jeg vikler ud i disse tider, for Nytåret er en for-underlig tid at slippe gamle mønstre og åbne for nye muligheder, både i selv og derved i andre. For hver gang vi folder et nyt sindsrum ud i os selv, så tilbyder vi at andre kan komme os i møde, på en ny måde. På den vis er vi afhængige af hinanden for at udvikle os. En anden afhængighed, som jeg er dybt taknemmelig for. Selv om den er både sårbar og særdeles vanskelig. Men jeg vil den. Og det håber jeg også du vil. For sammen er vi stærkere. Selv om vi har lært, at vi skal klare os selv. Vi lærte det af nogen, der lærte det af nogen, der lærte det af… Men måske er det tid at lære noget nyt?

Smukt nyt år og må du lære noget nyt om dig selv…

Kommentarer

  • #1
  • Trine Lauritzen
    01-01-2015 21:42
    Hej Ane Soelberg
    Jeg synes at det er en meget fin og berigende tekst, du har skrevet om, hvordan du har det. Og om hvordan mange af os - tror jeg - har oplevet at have det på tidspunkter- ..måske i en væsentlig periode af vort liv.
    Mange tak for dit bidrag og rigtig godt nytår.
    Venlige hilsner
    Trine Lauritzen


  • #2
  • Børge Nielsen
    30-12-2014 20:00
    Lyder bekendt :)


1 

Skriv en kommentar

 
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund