Borderline

Borderline er en af de mest misforståede psykiske forstyrrelser. Og forståelsen er altafgørende for, hvordan vi møder en person, der er ramt at en borderlineproblematik.
 
Dette er en fortælling om, hvad der ligger bag ved symptomerne. En fortælling om, hvorfor de opstod og hvorfor de stadig eksisterer i nutiden. For der er en mening med galskaben. Symptomerne vil os noget. Rækker ud efter os og stiller krav til os. Men hvis man ikke forstår disse rettetheder, så vil man have en tendens til at træde væk og lægge afstand, fordi det er for overvældende, at stå i. Kaos.
 
Borderline er den forstyrrelse, der kræver mest af os. Men vi kan kun honorere disse krav, hvis vi forstår præcist, hvad de vil os. Foredraget er en fortælling om hvad der driver borderlinepersonen inde fra. Hvad de vil os og hvad de længes efter. For længsler handler om fremtiden. Sorg om fortiden. Og alle deres symptomer er netop en længselsskrig efter, at komme lidt mere til sig selv og få helet fortidens sår og skader.
 
Foredraget kan være rettet mod miljøterapeutiske medarbejdere, det være sig både i psykiatrien, socialpsykiatrien og på bosteder. Det kan også være rettet mod ramte og pårørende.
 
Foredraget har været afholdt på Psykiatrisk Center Bornholm i 2015 og for Regionskommune Bornholm i 2017. 
 
 
 
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund