Artikler / Forladthedstraumer

Forladthedstraumer

For nogen handlede det I deres opvækst ikke om, hvad de havde brug for og lyst til. Men hvad der var at få. Så de tog til takke og tilpassede sig det mulige. Blev det nødvendige for at få det allernødvendigste, for at overleve psykisk set.

Når der ikke var så meget at få, var det ikke nødvendigvis nogens skyld. Men blot de forudsætninger, der lå I deres skæbnefortælling. For måske var der noget andet, der tog deres omsorgspersoners opmærksomhed, så de måtte nøjes. Mange med forladthedssyndromer fortæller om en, på overfladen, god opvækst. Men hvor der har manglet noget. Og når alt er godt på overfladen, men følelsen af tab ligger lige under, så kommer man ofte til at tro, at det er en selv, der er noget galt med. For I modsætning til regelret omsorgssvigt, kan der ikke peges på specifikke hændelser eller forhold, hvor der var noget helt galt. Traumet er derfor ikke noget der skete. Men noget der ikke var. Det var selve tilknytningen og kontakten, der var traumet. Og hvordan peger man på noget der ikke var?

I stedet for kontakt, var der blot en indgribende følelse af tomhed, tristhed og mangel på kraft I forhold til livets krav. En følelse af, at være isoleret, forkert, uelskelig og en man ikke kunne nå. En følelse af, at skulle klare sig selv og at det var ens egen skyld, hvis man ikke kunne. Ofte har der været tanker om sygdom og død tidligt i livet. Noget der stadig er. Selv her, mange år efter.

Jeg plejer at sige, at disse personer ”bærer sorg under hud”. En sorg, der er ligeså gammel som dem selv. Sorg er kærlighed uden modtager. Og en person indlejret i et forladthedssyndrom, har I opvæksten oplevet, at der ikke var den kontakt, som bærer kærligheden igennem. Kærlighed smerter nemlig aldrig. Tab af kontakt smerter. Og I sidste ende, er kærlighed intet andet end kontakt.

Det jeg hører er, at mine klienter ikke tvivlede på kærligheden. For det meste. Men der manglede kontakt. Og derfor kom de til at tro, at det var deres egen skyld, at de ikke fik den kontakt de havde brug for. Ofte har der været gode grunde til den manglende kontakt. Måske var der sket et dødsfald, en depression, en skilsmisse eller andet, der forklarer den manglede kontakt. Men barnet vil altid tro, at det er dets egen skyld, at kontakten ikke var der. Det vil skamme sig og føle sig egoistisk, når behovene for kontakt larmer inden i det. Det giver voksne, der ikke vil være til besvær og som har fundet deres mening I livet ved at være der for andre. Og give det, disse andre har brug for. Bevægelsen fra, at være et barn med en forladthedsfølelse, til at have forladt sig selv og blevet selvudslettende voksen er pågået.

Det jeg hører er beskyttende fortællinger omkring omsorgspersonen. Men man kan blive så forstående, at man mister sig selv. Og det er det jeg ser. Mennesker der mistede sig selv, fordi de ikke blev mødt og set på deres basale behov for kontakt, omsorg, støtte, værd og tilhørsforhold.

Det største traume er at tro, at det var/er ens egen skyld. Og denne følelse af, at man skal gøre sig fortjent til kærlighed, kommer til at følge dem gennem livet. Den medfører en underliggende og livslang følelse af, at være udenfor samt en følelse af, at det ikke nytter noget. Den følelsesmæssige erfaring er, at man skal kæmpe for at få det, man har brug for. Man skal gøre sig fortjent til og det er ikke nok, at man blot har behov, føler sig lille og ikke kan. Der er andre regler for dem, der har en forladthedsdepression, end for andre. Hvis jeg spørger dem. Og så er der paradislængsler omkring den dag, hvor man endelig er tynd nok, stærk nok, smuk nok, god nok … et eller andet nok. Til at man endelig vil være værd, at blive elsket og blive lykkelig.

Men det er en illusion. For kærlighed og lykke, er blot kontakt. Og kontakten er ubetinget. Den er blot. Og ikke noget man kan gøre sig fortjent til. I virkeligheden. Men deres tidlige følelsesmæssige erfaringer er, at kontakten er der når man er sød, flittig, omsorgsfuld, dygtig, pæn, vittig eller… så det bliver de.

Opgaven er, at finde sig selv på ny. Og det gør man med en anden. Det der skulle have været fundet med en anden. Engang. Skal findes med en anden. Nu. Så simpelt og svært på samme tid. For det kræver, at jeg må se dem der, og møde dem der, hvor de ikke kan holde sig selv ud. I forladthedsfølelsens fortabelse.

Gennem den ydre kontakt opbygger vi, i de tidlige år, den nødvendige selvtilknytning. Vi får et selv og dette selv er noget værd i kontakten til den anden. Og derfor ind I os selv. I en forladthedsdynamik vil vi ikke føle, at vi er noget værd. Den manglende kontakt medfører en omfattende usikkerhed på egen eksistensberettigelse, identitet og på hvem man er som person.

Barnets oplevelse af, ikke at blive mødt og set, resulterer ofte i en kronisk indre forladthedsfølelse og en konstant søges efter sig selv. Man kan få fornemmelsen af, at været noget, gennem det man gør. Men der er man ikke nogen. Og nogen er vigtig. For vores selvfølelse.

Forladthedstraumet bunder i en eksistentialistisk tvivl på egen ret til at leve og medfører en indre og livslange ensomhed og skam ens indre oplevelser, følelser, behov og grænser. Man tvivler på rigtigheden af det der er I en. Og bliver istedet for rigtig og korrekt på overfladen. Skam giver et negativt ladet selvbillede, som kan stå I grel modsætning til, at personen kan være særdeles velfungerende på overfladen.
Eksistensen er derved betinget af en højtydende ”funktion” fremfor en ubetinget eksistens, som ”person”. Da man ikke kunne spejle sig I den anden, blev man I stedet et spejl af den anden og fandt en form for eksistensberettigelse der i. Det betyder, at man aldrig må hvile, men altid burde… fordi det er gennem ens gøren, man berettiger sig selv. At blot være, med det der er. Er ikke muligt. Alene.

At være højtydende, dygtig og alskens andet fungere ofte et stykke tid. Fungerer endda godt. Så personen på overfladen klarer sig godt I livet. Men sorgen under hud, tærer på kræfterne.

Når jeg møder dem har de depressioner, stress og angst og kan ikke længere yde dét, som de oplever er nødvendigt for at berettige deres eksistens. Samtidig er der ofte tale om en indlært hjælpeløshed, fordi personens tidlige oplevelse er at blive afvist som person, hvilket medfører at de ofte skjuler ”deres sande ansigt”, samt indre følelser, behov og tanker. Der er følelsen af, at blive forladt og forkastet ”hvis du ser, hvordan jeg er I virkeligheden”.

Det jeg siger er ”du har en depression fordi du bærer sorg under hud. Vil du møde mig der? Der, hvor du ikke kan være alene, fordi der engang skulle have været en anden med dig der. Men ikke var det.” For jeg kan stå med uendelig omsorg og lade dig se, at du har berettigelse som du er. Som du er.

Og vi entrerer det fortabte og forladte barns land. Sammen. Der, hvor alting er, som I tidernes morgen. Under overfladen. Nogen gange må man krydse sin egen akse og få om-sorg, der hvor sorgen bor. Så man kan komme overens med sin skæbnefortælling og finde nye veje. For depressioner kan være symptomer på noget, der kalder fra dybet. Noget der vil mødes, men hvor vi på egen hånd er magtesløse. Der hvor vi er afhængig af, at en anden vil tage vores hånd og spørge ”vil du møde mig der?”

Hvis du gerne vil læse lidt "tungere" bøger om emnet, så kan følgende bøger anbefales:
"Ravnen i glasbjerget" af Kathrin Asper
"Kvinder der løber med ulve" af Clarissa Pinkola Estes
"Rødt og hvidt" Else-Britt Kjellqvist

På Google bøger kan du læse forfatteren André Green, der oprindeligt beskrev dynamikken ”death mother complex”
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund  | Tlf.: 60577737