Artikler / Gensidighed

Gensidighed

Dette er et kapitel fra en bog, jeg har skrevet på i 10 år. Da jeg skriver den for sjov, udkommer den formentligt aldrig. Det er min filosoferen, der får udløb. Men da jeg ofte taler med mine klienter om gensidighed, har jeg valgt at offentllgøre dette kapitel. 
 
Advarsel... den er lang...
 

Gensidighedens betydning

 
Rigtigt mange rummer en dyb uerkendt længsel. Den kommer ofte til udtryk, som en ensomhed blandt andre. Samt en følelse af ikke helt at høre til. Eller som følelsen af, at være dumpet ned i den forkerte familie. En følelse af ikke helt at være hjemme, hverken i sig selv eller blandt andre. Der mærkes en længsel efter det hjem, der er fortabt i tågerne, så det ikke helt står klart, hvor hjemme egentligt er. Men længslen står klar. Længslen mod at være et andet sted, end der hvor man er.

Så man flytter. Skifter job, mand, venner og motionsform. Taber sig og tager på. Får ny bil. Uden at det ændrer en døjt. For det forkerte er inden i en. Ikke udenfor.

I virkeligheden bærer man sorg under hud. Men da sorgen er uhåndgribelig. Da den ikke skyldes noget. Så må det være en selv, der er noget galt med. Eller det ydre. Og selv om man får det ydre helt perfekt. Ned til mindste detalje. Så ændrer det ikke en døjt. Ud over, at man nu også føler sig utaknemmelig. Og forkert der over.

Der kan være tanker om, at hvis man bare var anderledes og mere rigtig som person, så ville alt blive bedre. Tanker og følelser omkring, at hvis man bare stod et andet sted i sig selv, så ville man finde hjem. Finde ro og blive lykkelig. Så ville alt blive godt. Paradislængsler.

Paradislængslerne skal falde i natten, før man erkender, at forkerthedsfølelsen tilhører en selv. Det betyder, at man ofte skal omkring rigtigt mange forsøg på, at blive det rigtige, før man erkender, at man skal se helt andre steder hen.

Paradislængslen rummer en gennemgående følelse af, at der er noget der ikke er helt rigtig, samt en følelse af, at dette forkerte tilhører en selv. En følelse af, at hvis man bare … så bliver alt godt. Kun godt. Og at skylden for, at det ikke er godt, tilhører en selv. Længsler er modsat sorg, rettet frem i tiden og vi spekulerer derfor som gale over, hvad vi kan gøre for endelig at finde hjem. I os selv og blandt andre. Det rodløse indre larmer. Især når der bliver stille. Men forkert føles det.

Men vi skal ikke længes. Vi skal sørge. Ikke over det der er. Men over det der ikke var. Engang.

For vi er ikke forkerte. Men noget var forkert engang. Når vi retter det forkerte ind ad mod os selv, så opstår der skam og vi tier derfor omkring vores eget indre. For i skammen gemmer vi vores forkerthedsfølelse væk, så de andre ikke ser ”hvordan vi er i virkeligheden”. I angst for, at vi forstødes af paradisets have.

Men sorg skal italesættes. Den skal bæres ud i lyset, så den bevidstgøres. Længslen skal transmogriffes til sorg, der kan puttes ind i en fortælling, der ikke bare hidrører en selv, men som er bundet op på en række af forfædre, hvor man blot selv er et led, i en lang forkert fortælling. Det er altafgørende at erfarer, på et følelsesmæssigt plan, at forkertheden aldrig tilhørte en selv. Men kom fra det sted, man kom fra. At den blev givet i arv. Fra andre, der arvede den, fra andre. En cirkel bliver sluttet der og man er ikke længere alene. Men bundet til noget større.

Det at finde sin egen fortælling betyder alt. For det gør, at det ikke længere er en selv der er forkert. Men det man kom fra, som var forkert.

For længslen er ofte betinget. At være betinget betyder, at de vilkår man har været indlejret i gennem livet, har sat nogle betingelser omkring ens selvopfattelse. Man er kommet til at tro, at nogle ting var sande, som måske ikke var det i virkeligheden. De blev fremstillet som sande, af nogle andre, for at beskytte en sammenhængskraft i familien, kulturen, samfundet, skolen eller hvor vi nu har bevæget os. Man kan så let fortabe sig I de andres fortællinger, især hvis disse er beskyttende fortællinger, der ikke kan rumme alternative fortællinger. Beskyttende fortællinger er lukkede fortællinger, der rummer en absolut ”sandheder” om en selv, som man er nødt til at tro på, for at bevare tilknytningen. Derfor har man måtte udradere sin egen fortælling.

I beskyttende fortællinger er ens eksistensberettigelse betinget af, at man er præcis på den måde, som de fortalte var sand. Og som passer ind i fortællingen. Det tror man så på. Også selv om man har flyttet sig, både i tid og sted. For betingninger sniger sig ind. Under hud. Uden man opdager det. De bliver til en del af den fortælling man fortæller om sig selv. Men længslerne rækker ofte langt ud over disse selvbegrænsende fortællinger. Længslerne vil folde ud. Fylde ud. Gøre hel.

For vi bliver det nødvendige. Man tilpasser sig, så man får følelsen af at hører til. Men nogle gange måske på bekostning af sig selv? Måske længslen i virkeligheden viser en, at man er kommet væk fra sig selv? Har mistet så meget af sig selv på tilknytningens alter, at man er blevet hjemløse i sig selv?


Instinktiv rettethed mod helhed:

Som art er vi instinktivt rettet mod at blive hele mennesker. Det betyder, at personen på et ubevidst niveau fornemmer, når man er kommet væk fra sig selv og som en naturlig konsekvens af dette, vil der opstå en rettethed mod at genskabe den naturlige helhed. Længslen afspejler at man er kommet på afveje. Sorgen, at noget ikke var, som det skulle være. Engang. Både sorg og længsler er derfor vigtige, for de er rettet mod at genskabe kontakt til vores essenstruktur. Essenstrukturen er alt man er født med og rummer de glemte kvaliteter, som man har fraspaltet, for at blive det nødvendige. Hvis man er født med en hvis stamina, men har været nødsaget til at gøre sig selv mindre end man er, for at passe ind, så vil der være en længsel mod, at tage dette element hjem og folde det ud, som det man er født til at være. Men man kan ikke alene. For vi er født som art til, at skabe os selv, I kontakten med andre.

Det der gik tabt i kontakten med andre, skal genfindes i kontakten til andre. Det der tabes i en relation, skal findes i en relation. En gensidig relation, vel og mærket.

Når vi fødes er vi instinktivt rettet mod gensidigheden, gennem den tidlige symbiose mellem mor og barn. Det helt spæde barn har kun en spirende bevidsthed og oplevelsesverden sker derfor primært gennem kroppens sansninger. I kroppen ligger indbygget en rettethed mod gensidighed og barnet vil derfor automatisk række ud efter det sanselige møde, så der opstår den nødvendige tilknytning. Senere tilstøder rettetheden mod det sindslige møde, hvor du er i mig og jeg i dig. Selv når vi ikke rører hinanden fysisk. Der hvor vi kan mærke hinanden på afstand og føle os forbundne, selv om vi ikke er direkte favnet, som det spæde barn.

Bundlinjen er, at vi instinktivt er rettet mod helheden. Både ud ad til og ind ad til. Og måske er følelsen af at være alene og forkerthedsfølelsen, i virkeligheden tab af gensidighed? Det kunne man i hvert fald tro, når man for alvor forstår betydningen af gensidigheden i relation til en selv, andre og verden. Hvis det er sandt, vil længslen være en naturlig og sund reaktion på, at være kommet væk fra noget, som på sin vis er livsnødvendigt for os. Ikke fysisk livsnødvendigt, som hos det spæde barn. Men nødvendigt for den sindslige overlevelse. Der hvor længslen bor – i sindet.

Man kan dele relationer op i gensidige og i ensidige. Vi fødes som sart med potentialet og instinkter for, at indgå i gensidige forhold. Men en ting er, hvad man fødes til. En anden ting er, hvad der var muligt i den oprindelige tilknytning.. For måske var ens forudsætninger, at blive født ind i ensidige relationer, hvor man har måttet tilpasser sig og bliver det nødvendige for at høre til. Der sker der en ændring i en, så man spalter den naturlige gensidighed fra og bliver ensidigt relaterende, hvilket har konsekvenser for, hvordan man senere møder egne børn. Og de deres børn. Og fremefter. Cirklen er atter sluttet. At ende med at være ensidigt relaterende er derfor ofte en konsekvens af generationer af betingning, hvor man er endt med at være noget, der har fjernet en fra det naturlige medfødte relationssted. En social arv, der strækker sig langt ud over ghettoens tydelige sociale arv og som lever i bedste velgående bag ligusterhækkens hygge.


Gensidighedens kvaliteter:

Gensidigheden kan ses som et liggende ottetal. Et uendelighedssymbol, hvor det der gives vender tifold tilbage. Når man giver fra et gensidigt forhold, så modtager man taknemmelighed, betydning, inderlighed, hengivenhed og alskens andre gensidige kvaliteter fra den anden. At give fra et sådan ståsted er derfor givende og man oplever, at blive opløftede og få energi tilført. På trods af, at man giver. Gensidighed er derfor kendetegnet ved ”glæden ved at give”. Et gensidigt forhold vil derfor altid være præget af stor generøsitet og gavmildhed, både følelsesmæssigt, mentalt, sindsligt og kropsligt. Man vil opleve, at der er masser at få og, at dette automatisk tilflyder en. Der er en konstant udveksling af energi og man kan bogstaveligt talt ikke løbe tør, da der er tale om et lukket system. Intet kan mistes, alt kan fås.
 


I en gensidig relation opleves der med-følelse. Det betyder, at man oplever med-glæde, når det går den anden godt. Man bliver vred med den anden, når der opstår en krænkelse af denne. Man bliver skuffet på den andens vegne. Man føler med, både når det går godt og når det går mindre godt. Alt der vedrører den anden rører en selv, da der ingen adskillelse er mellem dig og mig. Vi er bogstaveligt talt et VI, der er bundet sammen i den med-leven, der ligger i gensidigheden.

Det særlige ved gensidige relationer er, at det er et konstant og vedvarende kredsløb, hvor man hele tiden modtager et udtryk fra den anden, som gør indtryk på en selv. Dette indtryk, som den anden gør på en, omdannes i gensidigheden og medfølelsen til et udtryk, som gør indtryk på den anden og på den måde opstår en uendelig udveksling mellem to. Indtryk-udtryk-indtryk-udtryk… a rose is a rose is… omsat i praksis mellem to.
En sådan gensidig tilknytning er altid i bevægelse og altid i udvikling, da der aldrig vil være stilstand. Det giver potentiale for at undersøge mulighedsrum mellem en selv og den anden. Hvad kan vi sammen? Hvad opstår i mig, i kontakten med dig? Hvad bliver jeg, når jeg er med dig? Hvad betyder det, når du gør sådan? For mig. Der vil evigt og altid være en bevægelse mellem os og et nu, der er i forandring. En gensidig relation giver derfor mulighed for at se sig selv, gennem den anden. Og der opstår sand udvikling og individuation, da man ofte ikke kan se skoven for bare træer, når man står alene i den. Vi har brug for den anden som et spejl, hvor vi gensidigt kan finde os selv. Sammen. I et gensidigt forhold ”er du i mig, jeg i dig” og der opstår en sund afhængighed af den anden, for at finde en selv. Gennem det indtryk man gør på den anden, får man et indtryk af en selv. Og faktisk ofte et mere nænsomt og kærligt indtryk, da den anden ofte ser mere overbærende på en, end vi selv magter.

I en gensidig relation kan der derfor opstå en ny selvforståelse. En forståelse, der altid vil være foranderlig, præcis som relationen. Sammen skaber vi relationen i nuet. Der er ikke en betinget sandhed om, hvem jeg eller du er, for vi skaber hele tiden fortællingen mellem os. Nuet er midt mellem noget, der ikke eksisterer, nemlig fortid og fremtid. I nuet, i en gensidig relation, har vi mulighed for, at åbenbare nye sider af os selv.
I en gensidig relation handler det om, at være. At, være knyttet sammen. Af usynlige bånd, der skaber sammenhørighed, medleven, medfølelse og tilhørsforhold. Man får fornemmelsen af, at høre til. Med den anden, i verden og i en selv. Og ofte finder man meningen med livet i tilgift. For meningen ligger i kontaktfladen til andre mennesker. Uden gensidighed, sammenhørighed og tilknytning har livet ingen mening. Der er livet er nytteløst, fordi man ingen nytte har. Alene.

I en gensidig relation er der grobund for et autentisk møde, hvor det handler om den værenstilstand, der er mellem os. Glæden ved at være sammen. Glæden ved at være til. At høre til. Er bærende for relationen. På sin vis bærer vi hinanden igennem, fordi man aldrig er alene med sit svære indre, i et gensidigt forhold. Et forhold, hvor parterne anerkender gensidigheden, vil altid være et ligeværdigt forhold, for man er i samme båd. Et skænderi vil her såre begge parter, for hvis jeg rammer din sårbarhed, rammer jeg mig selv. Det giver en nænsomhed og bevidsthed om, hvad der sendes mod den anden, for som boomerangen vender det hjem til afsenderen.

Det betyder at den ubetingede kærlighed, som megen længsel er rettet mod, reelt set er en mulighed i et gensidigt forhold. For det ubetingede opstår, når man finder sammenhørighed i, at være sammen. På trods af, at det er svært, grimt, umuligt og alt muligt andet godt, der ikke føles så godt. Derved mødes den andens eksistens med en form for ubetinget kærlighed, da man i gensidige relationer tager i mod den anden, som denne er og dertil favner den andens eksistens, som denne er i nuet. Ubetinget kærlighed er ikke det samme, som at finde sig i alt. Langt fra. Alle følelser er i orden, men ikke alle følelsesudtryk er acceptable. I gensidige forhold vil der være en bevidsthed om, at udtryk der sårer, sårer gensidigheden. Og der vil opstå en påpasselighed.

Hemmeligheden er, at vi er afhængige af hinanden for at bære de følelser, som er gensidigt rettet. For eksempel er sorg kærlighed uden modtager. Og hvis man har mistet, har man mere end noget andet brug for gensidige relationer, så andre kan modtage den kærlighed, der stadig er. Man er afhængig af, at en anden træder ind i det tomrum der er efterladt. En slags ”stand-in” for det kærlighedsobjekt, der er væk. Ved at tage imod, møde, bære og favne den andens sorg og lade den gøre indtryk og komme til udtryk, gennem med-følelsens kærlige favnelse, så oplever den sørgende en gensidighed, hvor kærligheden kan bo. I et gensidigt forhold lever sorgen. For ikke al sorg skal overvindes. Men leves med. Og fordi man lever den, sammen med en anden, så lettes sorgen. Lidt. Delt sorg er halv sorg. Delt glæde er dobbelt glæde. Så sandt som det er sagt.

I et erkendt gensidigt forhold undgås intet, for begge parter har erkendt behovet for den anden. Vi bliver der betydende for hinanden. Vigtigheden af betydning kan ikke understreges ofte nok, da der er megen betydningstab i vores kultur og samfund. I et gensidigt forhold findes betydningen mellem to og ikke i en selv alene. Mange spørger, hvad meningen med livet er og hemmeligheden er, at meningen findes i den betydende kontakt til andre mennesker. Der har livet værdi, får betydning og har mening. Hvilket er paradoksalt, når vi ser på den ensomhed, der kendetegner vores kultur og samfund.
Når nu der er så meget godt at sige om det gensidige forhold, hvorfor er det så ikke det gældende i både vores kultur, samfund og mellem mennesker? Hvorfor er det ikke det fremtrædende relationsmønster? Det der bærer vores møder med os selv, andre og livet igennem.


Ensidighedens kår:

Et ret vanskeligt og komplekst spørgsmål og svaret blæser ikke i vinden, men ligger i forståelsen af gensidighedens modpol; det ensidige forhold. Vi fødes alle som gensidigt rettede sociale mennesker, men ender ofte op, som ensidigt rettede individer. Og det er der en grund til. For et gensidigt forhold kræver. At man åbner sig, blotter sig og er sårbare sammen. Der vil være mange ubekendte i et gensidigt forhold, da processen, fremfor målet, er betydende. Vi lever i en fix-it kultur, hvor det der fremdrages er betydningen af at gøre noget, fremfor at være nogen.

Ensidigheden er så fremtrædende i det ydre, at det næsten fremstår normalt. Noget der ikke er normalt kan blive så almindeligt, at vi kommer til at tro, at det skal være sådan. Gensidigheden har kummerlige kår og ensidigheden sidder på tronen og godter sig. Vi er kulturelt og samfundsmæssigt blevet betinget hen mod, at afhængighed er noget der skal undgås og er af det onde. Man skal være et selvstændig individ, der ikke er afhænge af andre, men som til enhver tid kan klare sig selv. På sin vis er afhængighed blevet koblet til at være svag og derved skamfuldt. Det betyder at sammenhængskraften i kulturen, samfundet og indenfor familier og forhold som sådan, er blevet gennemhullet og vi holdes i stedet sammen af den lim, der er i et ensidigt forhold. Men noget røg ud med badevandet.

I et ensidigt forhold står vi over for hinanden. Som to separate og adskilte individer står vi og skal holde os selv oppe. Vi er selv ansvarlige for den plads vi står på og hvis vi ikke står godt og trygt der, er det vores eget problem.
 
 

Der er ikke tale om en udveksling men om, at den ene side stiller nogle krav og betingelser, som den anden forventes af efterleve. Der er ikke fokus på det indre i en sådan relation, men på om de ydre krav og forventninger efterleves. Til punkt og prikke. Lever den vare, jeg har bestilt hos dig, op til mine forventninger? Får jeg det jeg har bestilt? Og som jeg derfor har krav på. Eller lever du ikke op til mine, og samfundets/familiens/arbejdspladsens forventninger?

I et ensidigt forhold er relationen ikke givet i sig selv, men er betinget af, at der er en hel masse forhold på plads. Der er ikke den samme indre sammenhængskraft, men forholdet skal konstant etableres gennem det ydre. Det betyder, at der vil være forbehold i relationen. Hvor et gensidigt forhold er bygget på ”glæden ved at give”, så bygger et ensidigt forhold på ”angsten for intet at få og miste det man har”. Man holder igen og tesen er, at man skal ”yde for at nyde”. Man skal gøre sig fortjent, ikke være til besvær, tilsidesætte sig selv og levere varen – til tiden.

På sin vis står man alene og det betyder, at tiden læger alle sår i et ensidigt forhold. For på et tidspunkt fortrænger man sin sorg, da man ikke kan bære den alene. Man lægger låg på sig selv. Har taget sig sammen og har fjernet sig fra noget vigtigt i sig selv. Som man ikke kunne bære alene. Men ensidigt er alene. Og for at klare denne forudsætning lægger man afstand til sig selv. Afstanden giver en illusion om, at stå stærkt i sig selv. Men den krakelerer over tid, når man bliver træt. Og det bliver man, for det er drænende at stå alene.

Man bliver udmattet af krav og forventninger, men at vælge ikke at efterleve forventningerne og kravene, er i ensidigheden ensbetydende med, at relationen går i opløsning. Angsten for at miste vågner og man tager sig sammen og sikrer den nødvendige ”udveksling af tjenesteydelser, varer, følelser, behov osv.”. Et ensidigt forhold er skrøbeligt, for hvis man ikke får noget ud af det, så kan man gå sin vej. Man kan også føle, at man giver så meget og intet får igen, at man drænes fuldstændig.

”Angsten for ikke at få eller miste det man har” vækker den følelsesmæssig manipulation, hvor skyld og skam florerer. Så når man siger ”jeg elsker dig” forventer man at få et ”jeg elsker også dig” tilbage. I et gensidigt forhold er det et udtryk, der gør følelsesmæssigt indtryk og dette indtryk er svar nok. Man udtrykker kærlighedserklæringen fordi den mærkes. Og dette udtryk gør indtryk på den anden. I et ensidigt forhold, vil der ofte opstå angst, hvis man ikke får noget igen, der kan tages og føles på.

Et ensidigt forhold er ofte baseret på, at man ”gør noget” og hvor det ”at være” ikke er tilstrækkeligt. Der skal ”gøres” så det mærkes, at der er en kontakt og derved en relation. Det er et forhold baseret på vækstideologien, hvor der skal produceres og skabes noget, for at forholdet mærkes. Det betyder, at der vil være en tendens til at holde på det man har, og der vil være en form for nærighed i relationen. ”Angsten for intet at få” betyder desuden, at der ofte vil være følelser som mistro, jalousi og misundelse til stede. Følelser, som kan være rigtigt destruktive, så man kan komme til at ødelægge det gode andre får, fordi man ikke magter følelsen af, ikke at få og fortjene noget selv. I et ensidigt forhold er der ofte lille med-glæde, da fokus ligger på det man ikke selv får eller som man er bange for at miste.

I ensidigheden vil ligge en underliggende antagelse om, at man skal gøre sig fortjent til, at få noget og dette vil give en uro og et stort behov for at fylde sig med alt muligt. Hvis man lider meget af misundelse, så vil man have mulighed for at arbejde med denne i et gensidigt forhold. Misundelse er følelsen af, at mangle noget i kombination med oplevelsen af, at man ikke kan få det man mangler. Det man ikke selv kan få, under man ikke den anden. I et gensidigt forhold, baseret på generøsitet og gavmildhed, vil der være rigeligt at få og derfor kan følelsen af ”ikke at fortjene” blive healet i en grad, så den ikke er betydende. Men kun sammen med den anden. Alene vil misundelse æde os op og man vil skjule den, i ”angst for at miste” kontakten til andre, hvis man afslører denne forbudte følelse.

For ensidige forhold er baseret på betinget kærlighed. Jeg elsker dig under betingelse af… Det gør noget ved ens selvværd, fordi oplevelsen bliver, at man skal gøre sig fortjent til at få. Mange der er fanget i ensidige forhold har tanker som ”hvis de/han/hun ser, hvordan jeg er i virkeligheden” og en dyb angst for at blive afsløret. Derfor er mange meget højtydende, så selvtilliden bygget på det vi ”gør” kan dække over den underliggende selv-tvivl og det lave selvværd omkring det man ”er”. Man står meget alene i et ensidigt forhold og det vil påvirke ens følelse af betydning og værd. For at bevare en form for tryghed om, at man ikke mister det man har, lukker man sig omkring en selv. Rigiditeten sniger sig ind. Stivsindetheden overtager den naturlige evne til at undersøge og folde ud, som ligger i gensidigheden.

Et gensidigt forhold handler om at leve og undersøge livets muligheder. Og et ensidigt forhold om, at overleve og finde den matrice, hvor man fortjener at få noget. Ensidige forhold er ofte fastfrosne i rigtigt/forkert, godt/dårligt, sort/hvidt. Man bliver det nødvendige, det der ventes af en, og på den måde oplever man en (skrøbelig) følelse af, at høre til. Når man er rigtig og lever op til de udstukne forventninger og krav. Og det udmatter…

I en ensidig relation ligger meningen med livet i gørenstilstanden og vi bygger samtalekøkkener, udestuer og udskifter brændeovne, der sagtens kunne have taget en tørn mere. Alle bestræbelser på, at dække over den underliggende ensomhed, magtesløshed, angst og sorg. Man gør noget sammen, i stedet for bare at være sammen. I en ensidig relation mister man fornemmelsen af sig selv og af, hvem man er, samt hvilke potentialer man rummer. For man ser sig selv ude fra. I forhold til, om man lever op til de betingende forventninger. Der er en betydende konsekvens af, at se sig selv ude fra. For fra dette perspektiv, vil der altid være fejl og mangler. Intet kan eller vil nogen sinde blive godt nok. Ej, heller en selv. Mildheden mod en selv ligger i det gensidige møde, hvor man mærker, at man bliver den bedste udgave af sig selv, med den anden. Følelsen af, at være god nok. På trods af. Når man ser sig selv, og den anden ude fra, vil der være en form for hårdhed og en rettethed mod at ”fikse” tingene eller en selv, så man eller det, endelig kan komme der hen, hvor man får det man fortjener. Det betyder, at et ensidigt forhold ikke hviler og lever i nuet, men rækker ud i fremtiden, og tilbage i fortidens negative erfaringer. Mistroen vil der lure. Samt angsten for, at ikke få eller miste det man har.

Den med-følelse der kendetegner gensidige forhold, er ofte ikke til stede i et ensidigt forhold. Alene af den grund, at der ikke er nogen forbundenhed. I stedet opstår der ofte med-lidelse, hvor ens egen angst, kommer til at påvirke den måde, man modtager den andens sorg. Når man er medlidende, ønsker man at den anden får det bedre. Ikke fordi man ønsker den anden det godt og fra et gavmildt og kærligt standpunkt. Men fordi man gerne vil slippe af med den smerte, som den andens lidelse påfører en. Man er angst for at miste sin ”lykke”. Med-følelse er et møde i nuet. Med-lidenhed er angst for, at man ikke kan holde til den andens smerte og ikke kan fikse den. Angst for at smerten forbliver evig. Derfor bliver den andens smerte en katastrofe, der truer ”lykken”. I et gensidigt forhold søger man ikke lykke, for forholdet er baseret på glæde, og derfor så rigelig. Lykke opstår når vi får noget. Et hus, en mand, en bil eller et par støvler. Lykken er forgængelig. Glæden består evigt. For den ligger i det konstante flow i gensidigheden.
I et ensidigt forhold, truer smerte derved det at få noget, i form af den begærende lykke. Og man vil derfor lægge afstand til smerte. Både i en selv og i den anden. Det ensidige forhold er meget trusselbaseret og derfor på sin vis paranoidt. Det gensidige forhold er baseret på tilliden til, at ”alt er såre godt”.

Alt er såre godt…
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund  | Tlf.: 60577737