Hengivenhed

Tanker om hengivelse

Jeg har altid været dybt fascineret af ord. Ord-spil og ord-lege, samt af den merbetydning, som ord kan have, når man dykker dybere ned i dem. Og forleden nat, hvor jeg ikke kunne sove, da min ryg værkede, var en kærkommen lejlighed til at lade sindet fortabe sig i det fine ord hengivelse. Jeg har egentligt gumlet på hengivelsen længe. For det er en kvalitet jeg gerne vil have mere ind i mit liv, da jeg fornemmer at hengivelsen vil knytte mig dybere til livet. Men det kræver, at jeg tager hengivelsen ind. Gør den til min og lever den.

Nogle ord folder sig først ud, når man leger med dem og smager på den betydning, der ikke ses som det første, men som åbenbarer sig, når man går ind i ordet med krop og sjæl. Man kan sige, at det er nødvendigt at hengive sig til ordet hengivelse, for i sandhed at forstå det. Så ordet ikke kun forstås som begreb, men derimod kropsliggøres. Så det fylder sig selv ud og får fylde i kroppen. Så det blive som en kappe, der omfavner s(k)indet og farver det.

Kroppen er alfa og omega i forståelsen af ordet hengivelse, da kroppen rummer en ældgammel arkaisk visdom omkring, hvilke kvaliteter og muligheder ordet rummer. Vi kan diskutere ord. Eller vi kan mærke ord. Ord er arketyper, som rummer menneskets instinktive viden om, hvad der er muligt. Derfor ved vi intuitivt hvad elskov er. Selv om vi ikke har prøvet det. Vi fornemmer, hvad det er at hade. Selv om det er en følelse, som vi ikke alle har haft nødvendigt at føle. Vi har en fælles forståelse af, hvad en rigtig kvinde er (virkeligheden er, at vi formentligt ikke er enige). Ord giver os en fælles forståelse. Men kun på overfladen. For, for i sandheden at mærke dybden af ordet, så skal vi gå ind i det, så dét mærkes. Så vi omsluttes af, og bliver ordet, og der vil det folde sig ud og vise sit sande ansigt. Sine dybere kvaliteter. Så jeg lå der i natten og mærkede ordet hengivelse forplante sig i kroppens ordløse rum, til der opstod en visdom om ordets mulighedsrum og de skjulte kvaliteter.

Jeg bruger bevidst ordet visdom, da visdom opstår, hvor ord og krop mødes, så ordet ud-leves og ikke bare forstås. Jeg kan læse om hengivelse og alligevel ikke helt vide, hvad jeg taler om. Men mærket hengivelse udraderer al tvivl. Visdom er udlevet viden. Viden der er mærket på krop og sjæl, og jeg mærkede længslen efter hengivelse i kroppen. Den nat. Det skal mærkes vi lever. og hengivelse gør livet dybere, så det mærkes stærkere.

Sådan har jeg altid haft det med ord. Jeg vil ind, hvor de mærkes. En af mine små ismer her i livet. En dyrebar en.

Og jeg mærkede og lærte, at netop længsel og hengivelse spiller så fint sammen, så en lille symfoni af glæde vågnede i mig. For jeg elsker at længes. Et ord, jeg har mærket så meget, at jeg tror jeg forstår det. Og forstår hvordan det adskiller sig så væsentligt fra at ”savne”. Ligesom hengivelse adskiller sig så væsentligt fra at ”give og modtage”. Så disse forskelle vil jeg lege videre med, i det følgende:

Jeg savner, som de fleste, ganske ofte. Men savn er bundet i frygt. Frygten for ikke ”at få noget” eller frygten for at ”miste det jeg har (fået)”. Savn får mig til at hænge fast i fortidens erfaringer omkring ikke at få, som derefter afspejler sig i de forventninger jeg har til fremtiden muligheder, for at få eller miste, det jeg har fået. Når jeg savner mærker jeg et hul i mig, som jeg har brug for at få fyldt ud. Jeg mærker et tomrum, et ubehageligt sted at være, som jeg helst vil væk fra. Flytte mig fra, distrahere mig fra, skubbe væk og fjerne. Savn gør at jeg vil ”væk fra” mig selv i stedet for ”hen mod” mig selv. Når man frygter, så er der altid noget man vil ”væk fra”, hvilket giver en ubærlig uro, rastløshed og utålmodighed hos mange.

Når vi savner fjerner vi os fra os selv, fra verden og fra virkeligheden. For savn er ofte bundet op i paradisdrømme, hvor dét vi drømmer om (og savner), endelig skal fjerne al smerte – når vi altså får det. Når vi savner, så søger vi noget uden for os selv og leder efter ham, hende eller det, der kan gøre os lykkelige. Vi kikker reklamer for smukke dyre huse, drømmer om sko, en ny bil eller manden i ens liv, der vil stilne uroen. Savn handler så meget om at ”få noget” og vi leder efter den mand, den læge, det arbejde, den kjole, den bil osv., der kan give os lige det, vi mangler. Når vi savner, så forfalder vi ofte til (dag)drømme om den dag, hvor alt falder på plads. Dag-drømme fjerner os fra livet, os selv og fra hengivelsens møder. Men det er let og en smule tilfredsstillende at drømme sig væk til paradis. Der hvor der ingen orme er i æblerne, cellilutis ikke findes og bankgæld forsvinder som dug for sol. Paradisillusioner.

Verden, både vores indre og den ydre, styres så meget af frygt og jeg vil lære at lade mig styre at kærlighed i stedet. Og længsel er ikke bundet i frygt, men i kærlighed. Når jeg længes trækker min krop mig ”hen mod” der, hvor jeg gerne vil være. I kontakten til længslen bliver jeg den bedste udgave af mig selv. Jeg kommer i dybere kontakt med mig selv. Og selv om det jeg længes efter ikke er der i den håndgribelige virkelighed, så mærkes den så virkelig, som var den der. Lige dér, sammen med mig. Nu. Dér mærker jeg følelsen af at blive holdt om. Selv om der ingen arme er. Jeg mærker følelsen af tryghed. Selv om der ingen beskytter er. Når jeg længes fylder jeg mig selv ud og jeg mærker kærlighedens fylde i mig. Jeg er der allerede. Der hvor jeg længes hen.

Men det kræver noget af mig. Det kræver, at længsel og hengivelse går hånd i hånd, for det er i hengivelsen til længslen, at jeg der allerede er dér, hvor jeg gerne vil være. Jeg er der i nuet. Ikke i fortidens eller i fremtidens frygt, men lige nu. Så længsler og hengivelse, hånd i hånd, lader mig mærke, og måske hvis jeg er heldig, også bemærke, hvad der er den rette vej i mit liv.

Hengivelsen er en ganske særlig og krævende størrelse. Den kræver, at jeg ”giver mig hen”. Hen givelse. For at jeg kan få noget. Når jeg hengiver mig, giver jeg mig selv til den anden og til mig selv. Samtidig med, at den anden giver sig hen til mig, og sig selv. Jeg modtager den anden, som modtager mig.

Når jeg hengiver mig er jeg åben for både det givende og modtagende princip samtidig. Der opstår derved en cirkularitet, som jeg har været vældig optaget af i mange år. Cirkulariteten betyder, at der opstår en gensidighed i mødet. En udveksling, hvor der hverken findes modtager eller giver, men hvor energien flyder som en lind strøm. Hengivenhed rummer en parallelproces, for det er kun når jeg modtager dét, der ligger mellem mig og den anden, at jeg kan give dét der føles rigtigt. Det jeg giver skaber sammen med det, den anden giver, det rum vi begge kan modtage og derved give ud fra. hengivelse er ganske krævende, for lige der, ved vi intet, da alt er i konstant bevægelse. I hengivelsen dominerer følelse over fornuft og forestilling. Vi har så mange forestillinger om, hvad den anden har brug for. Forestillingerne der dulmer angsten for at træde ved siden af, og derved risikere at miste eller slet ikke få noget. Men ganske ofte er vores forestillinger blot spejlinger af de forestillinger, vi har om os selv. Hvad vi skal give, for at være ”elsk-værdige” og hvad vi ”vil have” for at kunne elske den anden. Det er et værre dukketeater det her. Og byttemarked. Forestilling på forestilling. Nogle har læst og lært en masse om, hvad de fleste savner og har derefter lært sig selv at være leverringsdygtige. Men det de giver er en standardvare, præcis som menuen hos kinagrillen eller nummer 10 på kortet hos den prostituerede. Der er intet samspil, ingen undersøgelse af muligheder og åbninger. Der smages ikke på det ukendte og betrædes fremmed grund.

Jeg tror mange forfalder til at leve forhold ud fra disse forestillinger, fremfor at turde leve et åbent smagende og undersøgende forhold, hvor det vi har mellem os ikke er låst fast, men er i bevægelse. Jeg har mødt rigtigt mange mennesker, som har været desillusionerede og bitre efter samlivsbrud, fordi de følte at de gav alt og fik utaknemmelighed tilbage, da partneren gik. Men at være givende er ikke en cirkulær proces, der er ingen udveksling, det er bare en lineær overlevering af ”et eller andet”. Når man er givende, så giver man noget væk og man kan være heldig at få et tak tilbage, men ikke nødvendigvis dybere intimitet. Hengivelse er en større kunst, der kræver mere end at bygge et samtalekøkken, men jeg tør love, at gevinsten er meget større. Eksempelvis kan man give et ”jeg elsker dig” og ofte have en forventning om, at den anden giver et ”jeg elsker også dig” tilbage. Men hvad hvis den anden ikke mærker kærligheden lige der, da han er ved at smøre madpakker? Skal han så stadig sige ”jeg elsker også dig” eller bare ”tak”. Personligt ville jeg foretrække et tak eller et ”det er jeg glad for at høre” og så vente med elskovsorden til de blev sagt hengivent. Men ofte tvinger vores frygt os til at ville have noget fra den anden, bare for en sikkerhedsskyld og så kan et ”jeg elsker også dig” være beroligende. Også selv om det ikke er sagt hengivent.

Vi kan blive helt afhængige af, at få noget fra andre. Og så ryger noget af hengivelsen, for hengivelsen kræver, at to ligeværdige individer står i præcis samme højde over for hinanden, for ellers kan cirkulariteten og forbundenheden ikke skabes. At være givende rummer ofte en ubalance i magtforhold, da den givende er sat over den modtagende. Den ene er over den anden, men på mange måder kan en sådan ubalance være nemmere, da begge parter slipper for en selvkonfrontation med ubehagelige følelser af fx utilstrækkelighed, magtesløshed, ensomhed, kaos osv. Afhængighed giver en form for tryghed.

Hvilket man ikke kan sige om hengivelsen. For hengivelsen, dér hvor man giver sig hen til hinanden, er fandens skrøbelig. Intet er sikkert og intet givet på forhånd. I hengivelsen ligger der en nødvendighed af tøven, et krav om at man åbner sig for den anden og sig selv og mærker ind hvad der ligger af mulighedsrum mellem os. Hvordan føles det, når jeg rører dig? Hvordan føles det, at røre dig? Når du nærmer dig, hvad sker der så i mig? Og når jeg viser dig, at jeg bliver usikker, hvad sker der så i dig? Og mig? Måske mærker man, at den andens behov ikke er noget man kan genkende i sig selv og så opstår der en indre konflikt, som kan trække to tættere eller skubbe to fra.

I hengivelsen vil man opleve, at man intet ved, da alt er i konstant forandring. Derfor er det nogen gange nemmere at bare give, da det er en mere stationær størrelse. Man kan give det samme i årevis og få tak der til. Hvis man er heldig. Hengivelse derimod er ikke en stationær størrelse, men er i konstant bevægelse, så jeg er nødsaget til at mærke ind i rummet mellem den anden og mig, for at mærke hvad der er brug for – lige her og nu. Hengivelsen åbner rum, som jeg ikke anede eksistensen af og derved får jeg mulighed for at se sider af mig selv og den anden, som kan være uendelige skrøbelig og smukke. Hvis jeg altså tør. Hengive mig.

For jeg tror, der er en mulighed for, at vi kan møde helt ukendte sider af os selv, hvis vi tør hengive os til mødet med os selv, den anden og det andet. For man kan hengive sig til mødet med en is, duften i skoven, en kats spinden en sen nat og alskens andet. Når jeg hengiver mig, kan jeg ofte opleve flere facetter end ellers. For eksempel erfarede jeg for nyligt, at jeg nyder smagen af kage. Det er der intet nyt i. Men den nye dimension bestod i, at min krop faktisk reagerer med ubehag på den uvante mængde af sukker. Normalt bemærker jeg mig ikke dette ubehag, for jeg er som andre trænet i, at undgå det ubehagelige og derved har jeg fokuseret entydigt på smagens nydelse og ”overset” den anden dimension. Jeg nyder stadig smagen af kage, men i mindre mængder, da jeg i dag kan rumme både nydelse og nærvær til det ubehagelige – i samme bid. Før i tiden vidste jeg bare, at jeg ”havde brug for noget sødt” og når jeg fik det, så blev der stille – for en stund. Hengivelse er at mærke behov, også modstridende behov. Ambivalens og modstand. Så man mærker, ”at man vil kvinden helt vildt, men at det samtidig er så sårbart, fordi det kommer for tæt i hengivelsen, så man må skubbe hende væk, for at bevare selvbeskyttelsens værn”. Det er oprigtig hengivelse når vi mærker alle sider af os selv. Når vi hengiver os går smerte og kærlighed hånd i hånd. Noget vi ikke lærer i skolen. I stedet lærer vi at undgå og fjerne os, fra det der føles ubehageligt. Og så savner vi i stedet, fordi vi leder efter det uden for os selv, som vil fjerne smerten.

Længsler og hengivelse har den kvalitet, at vi kan møde det mest smertefulde i os selv – med kærlighed. For jeg tror de fleste af os har en længsel efter at blive set, elsket og mødt, lige dér, hvor vi er allermest kiksede. Dér hvor selvtvivlen larmer allermest. Dér hvor den anden kan mærke, at den tvivl der er, ikke handler om ham eller hende, men blot er den eksistenstvivl, som så mange af os rummer og som ofte larmer når det bliver stille. Men stilhed er grobunden for at give sig hen, da hengiveheden gror i det ordløse rum mellem to. Mellem kvinde og mand, mor og barn, sjæl og krop, veninde og veninde. Derfor oplever jeg så ofte, at lige så stærk jeg er med ord i andre sammenhæng, lige så ordløs er jeg i hengivelsens rum. Men det betyder ikke så meget. Dér.

Så ligesom jeg har en isme med ord, så har jeg noget med hænder. Med det ordløse. Og jeg har gennem livet arbejdet rigtigt meget med massage. Og hvis jeg skal skabe en hengivelse i den andens krop, til det jeg gør, så er det nødvendigt, at jeg kan mærke, altså modtage, den andens krop, så det jeg giver gennem mine hænder, er tilpasset det jeg modtager, fremfor bare at være tekniske korrekte massagestrøg. Omvendt så skal den krop jeg arbejder med også åbne sig, altså være givende, for at den kan modtage dét som den i sandhed har brug for. Jeg har brug for, at den andens krop giver mig viden om, hvad den har brug for. Hengivelse rummer derved det givende og modtagende princip i samme åndedrag.

Hengivelse betyder, at jeg skal åbne mig. Give mig hen. Både som giver og modtager. For det er et og samme i hengivelsens rum. Når jeg mærker den andens krop under mine hænder, så mærker jeg derfor også de spændinger der ligger. De forsvarsværker, som alle kroppe har. Den sorg og den frygt, som alle vil have forankret i kroppen. Derfor mærker jeg altid, når jeg arbejder med mennesker. Jeg mærker ikke længere på kroppe, men på det rum, der ligger mellem os. Det betyder, at jeg bliver nødt til at bruge mig selv. Jeg bliver nødt til at sætte mig selv i spil. Det er prisen for hengivelsen. Hvor hvis jeg bare var givende, så kunne jeg holde mig selv på sikker afstand. Men miste muligheden for at lære noget dyrebart om den anden og mig selv. Som terapeut skal man turde satse sig selv. Bruge sig selv.

Man skal turde være kikset, turde fejle, turde tvivle, turde sætte sig selv på spidsen. Alene fordi, det er sådan vi i bund og grund alle er. Som mennesker. Uanset hvor gode vi er til, at dække os ind under et fejlfrit og professionelt ydre. Det er ikke det samme, som der er noget galt, når det ikke gik som man ventede det. Det er det samme som om, at vi er ved at undersøge feltet mellem os og sammen finde frem til, hvad der er rigtigt – lige her og nu. For i hengivelsens usikre og sårbare rum ligger muligheden for oprigtige møder. Møder der heler. Derfor bliver jeg altid så glad, når jeg møder en person, der giver udtryk for, at det seksuelle i et nyt forhold er fuldstændig kikset og ikke virker. For det er et udtryk for hengivelse. Et udtryk for, at to mennesker famler for at finde hinanden. At evnen til at lede sammen, er til stede. Evnen til at tøve, undersøge og meget gerne grine sammen, når det går galt. For når vi griner sammen, så fordufter noget af frygten for ikke at få det vi længes efter eller miste det vi (endelig) har fundet. Frygten forsvinder aldrig som sådan, da den er en naturlig del af at være menneske, men lidt latter på de rigtige steder gør, at den ikke føles så alvorlig.

Jeg tror man kan øve sig i at hengive sig i det små. Hver dag. Så når man giver sin unge et farvelkys, at man går lidt dybere ind i mødet, der hvor det mærkes, hvor meget hun betyder. Hengivelse er et møde mellem krop og sjæl. Hengivelse skal kunne mærkes. At få noget er bare en mental tilfredsstillelse, der stilner frygten – en tid. Og det er ikke så svært ”at få noget” eller at finde nogen ”der har brug for noget”. Kunsten er at turde investere sig selv. Give sig selv – hen. Med hud og hår. Krop og længsler. Tvivl og usikkerhed. Og mest af alt den kærlighed, der vil følge med. Især længsler kan vi øve os i. Hver gang vi mærker savn og tomrum er det en kærkommen lejlighed til, at tranformere savnet til længsel. Vi kan lukke vores øjne. Mærke kroppen og mærke hvordan det ville føles, at være der, hvor vi længes hen. Og magien sker, når vi vænner os til det, at savnets tomhed erstattes af længslens fylde og sorg skubbes væk af underfundige Mona Lisa smil. Jeg tror hun længtes, Mona Lisa. Og jeg tror, at lige der på maleriet, der hengav hun sig til denne længsel, så den afspejlede sig i ansigtets folder, der blev lidt mildere. For savn gør hård. Længsler gør blød.

Og så krydser jeg min egen akse, som så oftest før. Det gør de fleste af os. Krydser dét i os selv, der er allermest vanskeligt og sårbart. Igen og igen. Netop fordi der hele tiden opstår nye muligheder for at træde dybere ind i de mønstre, forestillinger, begrænsninger og beskyttelseslag, som vi alle rummer. Målet er ikke afvikling. Det er blot en paradisdrøm. Målet er at træde dybere ind. Så vi får en lidt større kontakt til det vi er. Alt vi er.

Så den nat, hvor kroppen levede sit eget smertefulde liv og stjal min nattesøvn, der huskede jeg formålet: At komme dybere ind. Og jeg hengav mig til smerten, flød i den i en nær-væren. Og der skete det magiske, der altid gør lige dér, at smerte og kærlighed opløste deres grænser, så jeg mærkede en dyb selvkærlighed til min krop, fremfor at bare distancere og distrahere mig fra den og smerten. Jeg gav mig hen lige der og smerten mistede sit tag – stille.
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund