Kærlig kontakt

Jeg er optaget af kontakt. Og af, hvordan vi bevæger os i kontakten. Med os selv. Med den anden. Og med verden, omkring os. Og aldrig har vi været forbundet til så mange. Og haft så få, tæt på. Der er sket et afsindigt kontakttab, de seneste 15 år. Et tab, med betydelige implikationer. 

Vi er mennesker. Med en bevidsthed. Og et instinkt. Og især instinktet er betydende, for vores evne til, at bevæge os. Når noget føles godt og rart, vågner instinktet for, at træde nærmere. Når noget føles forkert og ubehageligt, så vækkes instinktet, for kropslig tilbagetrækning. Og kamp, hvis vi hindres der i. Angsten, og det depressive kollaps, bor i samme instinkt, når dette hindres i sin naturlige udfoldelse. Og det tab af kontakt, samt den afstand der er i dag, er ikke naturligt, for mennesket. Vores instinkter hæmmes og vi mister vores bevægelighed. Samt kontakten. Både til os selv. Andre. Og verden.

Vores instinkter er fintfølende mekaniser, der hele tiden sikrer, at vi står i en optimal kontaktflade. Til os selv. Til andre. Og til verden. Vores instinkter er automatiske processer. Det er livets dans, der hvor vi bevæger os frit på en vis, så vi står trygt i os selv og i verden. I instinkterne ligger muligheden for traumatisering. Og vi traumatiseres der, hvor vi ikke har været i stand til at bevæge os. ikke har kunnet trække os eller kæmpe os fri. Men har været fanget i en stivnet tilstand.

Der vil vi have mistet tilliden. Til os selv. Og derved til verden. Tilliden genskabes ikke ved, at verden gøres til et trygt sted. Men ved, at vi genskaber tilliden til, vores instinkters bevægelighed. Til kroppens bevægelighed. Mellem at træde væk og hen mod. En dans. Livets dans.

Instinkter kan ikke betinges. Men de kan låses et sted, der ikke er hensigtsmæssigt. Tanker kan betinges. Socialt betinget. Vores instinkter er ikke socialkonstruktivistiske. De er blot. Vores tanker der i mod, kan være socialkonstruktivistiske. Vi kan lære, hvad en rigtig kvinde bør. Men instinktet for at være mor, er urørligt. Det ligger i kvinden. Som en intuitiv instinktiv kropslig viden. Der dog kan låses, af betingede kulturelle tanker, så kvinden ikke har tillid til egne instinkter. Hun låses i en Forestilling om rigtigt og forkert. Og mister kontakten til instinktet. Der dog er intakt. Inde bag ved. Hun kan derfor ikke bevæge sig naturligt ind i morrollen.

Vi lever i et samfund, hvor mange hver dag er tvunget til, at overhøre egne instinkter. Det vil sige, at de bliver stående steder, hvor kroppens instinkt er, at trække sig væk. Fx med en truende borger. Eller en kritisk kollega. Vi kan godt tåle at overhøre vores instinkt indimellem. Men hvis det er dag ud og ind, så mister vi evne til at bevæge os. Gradvist og over tid. Og ender op med symptomer der på. Stress. Angst. Depression og belastningstilstande.

Jeg er optaget af kontakt. Og bevægelse. For når vi ikke kan bevæge os. Men er fanget af socialkonstruktivistiske tanker om, hvad et rigtigt menneske er og gør. Så sker der noget med vores selvkontakt. Der sker noget med vores kropslige forankring. Der hvor instinkterne bor. Og bevægelsen udspringer fra.

Der sker noget med vores medfølelse. For medfølelsen bor i kroppen. Den er kropsliggjort indlevelse. Udlevet indlevelse. Den er indlevelse omsat til praksis og handling. Og det er kroppen, der handler og bevæger sig. Det er kroppen der udlever medfølelsen.

Aldrig har vi været knyttet til så mange. Og haft så få tæt på. Medfølelse kræver nærhed. Det kræver den anden så tæt på, at man kan mærke, at den andens lidelse vækker dyb kærlighed, nænsomhed og mildhed. I medfølelsen vågner bevægelsen mod at favne, og træde tættere på, den andens lidelse. Kærlighed er kontakt. intet andet. Kærlighed smerter aldrig. Tab af kontakt smerter.

Og medfølelsen bor i kontakten. Og derved i kærligheden. I medfølelsen holder man den andens lidelse. Tæt på. Holder den. Kærligt.

Men vi har oplevet et afsindigt kontakttab. Hvilket betyder, at medfølelse er faldet. Og erstattet af det jeg kalder ideologisk empati. Empati er det vi mærker på afstand. Indlevelse på afstand. Så når man er empatisk, kan man forstå den andens smerte, på lang afstand. Så børn i Afrika, gør indtryk på mig. Vækker mig.

Samtidig med, at de er så langt væk, at man ikke kan træde nærmere, ikke holde dem tæt. ikke bære dem kærligt. De kropslige instinkter for, at træde lidelsen nærmere. Bevæge sig ind i den. Med kærlighed. Er faldet. Nærhedsprincippet, der er naturligt for mennesket. Og som vækker medfølelse i kontakten, er erstattet af afstand.

For at tilpasse sig denne nye virkelighed. Afstandens virkelighed. Laver mange en ubevidst indre bevægelse, så de flytter sig fra den kropslige selvkontakt. Og til den mentale og tankemæssige kontakt. Ideologisk empati er forestillinger omkring, hvad der er rigtigt og forkert. Og I afstanden, er det tanken, der bærer kontakten. Ikke kroppen. Fordi man ikke kan følge kroppens instinktive bevægelse, vækker kontakten med smerte på afstand, lidelse. Sinds-lidelse. Magtesløshed. Følelsen af uretfærdighed. Følelsen af, at verden er forkert. Af lave. At man. Må gøre noget. Tankekonstruktioner. Og frustration.

Empati vækker rettetheden om, at nogen må gøre noget. Så man kan få lidelsen væk. Man kan ikke holde ud, at barnet i Afrika lider. Fordi man ikke kan holde den lidelse ud, det vækker i en selv. Så man lægger afstand. Til sig selv. Flytter sig fra kroppens medfølelse, til tankens ideologiske empati. Brokker sig. Skriver stolpe op og ned om, hvor forfærdeligt det er. Og går i krig. Eller donere penge til de hjemløse. Som man går forbi ... uden medfølelse.

Afstanden sniger dig en tand længere ind og der opstår et empatikollaps. Man mister sin empati. På afstand. Og pludseligt betyder det ikke så meget, hvordan man formulerer sig på nettet. Fordi man ikke kan mærke, hvad det gør ved den anden. På afstand. Man formår ikke længere, at forstå den anden. At sætte sig ind i den andens indre verden.

Så splittelsen træder ind. Dem mod os kulturen. Enten er du med os. Eller mod os. I den ideologiske empati findes der rigtige mennesker. Forkerte mennesker. Ideologi har altid fjendebilleder. Og allierede. Aldrig har vi været knyttet til så mange. Og haft så få tæt på. Tanken er kategorial. Den splitter. Deler op. I rigtigt og forkert. Der kan det føles rigtigt, at dele nøgenbilleder af en ung kvinde. Fordi man får en følelse af, at høre sammen. At have noget at være sammen om. Følelsen af kontakt. Til noget fælles. På afstand.

Den afstand der gør, at medfølelsen. Den kropslige føling, af kvindens dybe smerte. Ikke mærkes. Fordi det er så langt væk, at det ikke gør indtryk. Og hun kunne jo bare have ladet være med…. ikke? Hvis hun nu havde været et rigtigt menneske, så… gennem den ideologiske empati kan vi bortforklare en masse, vi aldrig kunne finde på, i den nære kontakt. I den medfølende kontakt. I den betydende kontakt.

Og der er sket et afsindigt kontakttab de seneste år. Så vi slet ikke får den kontakt vi har brug for. Inderlig, hengiven, nænsom og medfølende kontakt. Aldrig har vi været så rige. Og fået så lidt. Kontakt. Så vi befinder os i en konstant mangeltilstand. Vi bliver sultne. Og er kommet til at tro, at det er være noget. Noget særligt. Gør at vi får det, vi mangler. Det at være noget. Er kommet til at betyde alt.

Fordi vi ikke mødes på nogen. Længere. Nogen er kikset. Nogen er skrøbelig. Nogen er grim. For vi har alle et grimt sted i os selv. Vi har alle et helvedesfelt i os selv. Et sted, vi ikke kan være alene. Men hvor vi er alene. Derfor bliver det vigtigt at være noget.

Hierakierne træder ind. Nogen er mere end andre. Nogen er ingenting. Når vi er i en mangeltilstand. Så bides vi. Hakker ned af. Hævder os. Fordi der ikke er nok at få. Og det fortættes I disse tider. Produktion træder før mennesker. Der vurderes I brugsværdi, fremfor I trivsel. Man får, hvis man leverer. Til tiden.

Vi kommer til at tro, at der ikke er nok at få. Men det er der. Der er massere at få. Hvis vi begynder at give. Træder ind i kontakten. Den nære betydende kontakt. Medfølelsens kontakt. Den kropslige kontakt. Hvor det at være nogen et kikset. Skrøbeligt. Usikkert. Og alt. Der hvor medfølelsen vågner. Kærligheden er given. I kontakten.

Medfølelse skelner ikke mellem mennesker. Al lidelse vækker kærlighed. Når den er tæt nok på. Medfølelse gør intet. Det er en værenstilstand. Man kan være i dyb lidelse. Med kærlighed.

Jeg er nogen. Mere end noget andet er jeg nogen. Vil du være nogen med mig? For jeg har brug for dig. Jeg er dybt afhængig af kontakten til dig. Og dig… og dig… og … også dig…
 
 
 
 
 
 
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund