Krænkelsens anatomi

Jeg tror ikke, at noget eksisterer i psyken, uden en grund. Alt har sin årsag. Og der er altid en mening i galskaben. Også selv om vi ofte, skal lede længe efter den.

Når jeg taler med en skizofren, kan jeg fokusere på det ydre. Det jeg kan se og som fremstår rablende. Galt. Set ude fra. Men hvis jeg lytter. Og sætter mig selv, og min egen forståelse, til side. Så begynder der, at krystallisere sig en form for mening. Der begynder at vise sig en meningsbærende fortælling, i det rablende. Men det kræver et. At jeg kan sætte mig selv til side. Parkerer mine egne forestillinger og fortællinger. Om, hvad der er rigtigt og forkert. Og blot lytte. Og jeg tror det er vigtigt at kunne, hvis vi vil skridtet videre omkring, at forstå meningen i hele krænkelsesgalskaben. Derfor undersøger jeg og undrer mig. Og skriver ting, som andre vil slå sig på. Fordi det vil føles krænkende. i forhold til deres verdensforståelse. Men måske, hvis man parkerede sig selv lidt. Og blot lyttede. Fra det beginners mind. Så ville der måske opstå små meningsbærende glimt. i galskaben.

Jeg tror alt har sin funktion. Alt har en mening. Jeg tror alt i psyken, er af en grund. Alt har sin årsag. Evolutionelt set ville psyken ikke have skabt følelsen af, at være krænket. Hvis denne følelse ikke havde en funktion. Og dertil en positiv funktion. Krænkelsen vil os derfor noget. Følelsen af, at være krænket er vigtig. For psykens overlevelse. For individets overlevelse. For gruppens overlevelse. Ellers ville den ikke være der.

Alle følelser har en funktion. De hjælper os med noget. Gør noget. Som er nødvendigt. Vi kan tale om, at andre ikke burde føle sig krænkede. At det er noget pjat. Og selv føle os krænkede der over. Det er overflade snak. Vi taler om det, vi ser på overfladen. Eller vi kan gå dybere ind i krænkelsen og undersøge, hvad den egentligt vil os. Hvilken funktion har den.

Det vil jeg prøve på her. Med den ydmyghed in mente, at jeg ikke kender sandheden. Jeg har blot fat i en stump af elefanten. Men hvis man samler stumper nok. Så bliver der over tid en form for helhed. Så vær uenig med mig. Jeg elsker uenighed, for den beriger, hvis man formår uenighedens kunst.

En analyse af krænkelsens funktion kræver, at vi ser på en ting: ”Aldrig har vi været knyttet til så mange. Og haft så få tæt på”…

En forudsætning, der går fuldstændig på tværs af det mennesket, er skabt til. Evolutionært. Er vi skabt til, at fungere i små stammer, hvor der er en dyb gensidig afhængighed. Vi hylder det selvstændige og uafhængige. Hvilket betyder, at det dybtfølte behov for at passe på hinanden, der ligger i en gensidig sund afhængighed, ikke længere mærkes. Vi behøver ikke hinanden. Og behøver derfor ikke passe på hinanden. Længere. Det betyder, at vi har mistet anerkendelsen, omkring de følelser, der værner os og flokken.

Blufærdighed har den funktion, at den viser os, når vi står tæt på skammen. Den er trinnet før skammen. Der, hvor det er altafgørende, at personen ser på os med gode øjne. Fordi vi rammer noget nøgent og skrøbeligt, i os selv. Når vi bliver skamløse, ser vi ikke den andens blufærdighed, men vader hen over den. Og den anden skammer sig. Føler sig forkert. Blufærdighed har en socialt beskyttende funktion. For den viser grænsen for, hvad vi kan tåle. Den sikrer, at vi ikke overskrider grænser. Hos os selv. De andre. Og i fællesskabet. Vi lever i en skamløs kultur. Hvor vi vader ind over andre. Fordi der er sket et empatikollaps (se min tidligere artikel). Derfor opstår der krig og vrede, for at beskytte os, når grænser overskrides. Samtidig er individet ramt af en dyb skam over, ikke at være stærk nok, ikke at have kontrol nok eller være uren, fx i kraft af overvægt eller misbrug (Skammens universelle omdrejningspunkt er svaghed, kontroltab og urenhed. Hvad der så anses for svagt, ukontrolleret og urent er kulturelt betinget).

Krænkelsesfølelsen er en del af dette kompleks af følelser, der egentligt har en bevarende og beskyttende funktion. Både blufærdighed, skam, vrede og krænkelse er skabt for, at holde sammen på, og beskytte, individet og mest af alt, flokken. Fordi mennesket er skabt til, at leve i en flok. Vi er skabt til, at være afhængig af en flok. Af andre.

For nyligt oplevede jeg, at en mand skrev en sætning i sjov. Den ramte dog lige ind i noget, som var svært for mig. Min reaktion handlede derfor ikke om ham. Men om mig. Derfor blev jeg skarp i replikken. Hvilket han reagerede stærkt på. Det blev til en konflikt. Der affødte modstand og afstand. Vi kom længere fra hinanden der. Uden nogen forståelse for den anden. Denne lille hændelse er ikke usædvanlig. Men hverdagen for mange, i en verden, hvor vi aldrig har været knyttet til så mange. Og haft så få tæt på. For på nettet er der ingen intim tilknytning. ingen større betydning, ind i den anden. Så krænkelsesfølelsen i mig, fik ikke mulighed for, at folde sig ud, som den ellers var skabt til.

Krænkelsen er skabt som beskyttelse og værn, i en lille tæt sammenhæng. Men har ingen positiv funktion i en større sammenhæng. Da den ikke kan folde sig ud, som den er skabt til. Den bliver dysfunktionel. Skaber krig og splid. Fremfor at forene og skabe større nærhed. Hvis jeg havde levet i en lille intim flok, ville min følelse af krænkelse, have inviteret ind i noget skrøbeligt. Der ville være opstået et mulighedsrum for, at jeg ville kunnet have afdækket for manden, at han ramte mig, i noget smertefuldt. Der ville han være kommet tættere på mig. Lært mig bedre at kende. Og jeg ville have groet dyb tillid, til hans evne til at passe på mig, i en sårbar situation. Jeg ville have kunnet healet et gammelt sår. Og han kunne have mødt ydmyghed i sig selv omkring, at jeg viste ham et skrøbeligt rum i mig. Der ville jeg have æret ham. Der havde vi groet betydning, ind i hinanden.

Jeg tror krænkelsesfølelsen er et kald ind i dybere intimitet. ind i den sårbarhed og skrøbelighed, som vi alle rummer. Krænkelsesfølelsen viser det, der er dyrebart i os. Der, hvor vi står alene og nøgne i os selv. Hans udtryk gjorde indtryk på mig. Det udtryk, hans indtryk vækkede. i mig. Ville være kommet til udtryk. Og have gjort indtryk. i et nært møde. Det er sådan man gror livsvidner. Og betydende relationer. Samt en hulens masse selvkærlighed. Men ikke på afstand. Der nedbryder det blot.

Jeg tror på, at selvkærlighed opstår, i kontakten til andre mennesker. Når andre ser på os med de kærlige øjne, vi ikke kan se på os selv med. Og ofte opstår krænkelsesfølelsen det sted, vi ikke blev elsket. Og det sted, vi ikke kan elske os selv. Grundsåret. Det smertelige. En følelse af at være krænket, kan lede til afstand. Og den dem-mod-os tendens, som er mere og mere fremherskende. Men optimalt set, så rækker krænkelsesfølelsen ud efter større samhørighed. Den rækker ud efter at blive set. Og anerkendt. At få holdt sit rum. Så sårbarheden, der altid ligger bag ved, kan træde frem i lyset.

Fornyeligt skrev en mand noget. Hvor jeg måtte sætte mig selv til side. Og lytte. En kende omformuleret var hans pointe, at der lå noget i det feminine, der kaldte på at blive krænket. En sætning, der ville få de fleste til at fare i blækhuset og disse ham på stedet. i stedet vil jeg prøve, at gribe den bold og føre den lidt videre. Som et eksperiment. Velvidende, at jeg kommer til at skrive ting, som vil gå på tværs af det mange mener man kan tillade sig at sige.

Han pegede samtidig på, at der var stor tilstrømning til de foreninger, hvor det praktiseres BDSM (dækker over Bondage, bondage og disciplin, Dominans og submission, Sadisme og Masochisme). Der er ingen tvivl om, at Fifthy Shades of Grey, altså hele BDSM dimensionen, er i kæmpe vækst i disse år. Dimensionen kalder på noget i det feminine. Selv Netto er med på trenden og sælger piske, bondagetape og blindfold blandt ugens tilbud. Og det tror jeg der er en grund til. Fordi der opstår en nøgenhed i sådanne rum. Blufærdighed, skam, krænkelser. Mødes med dyb nænsomhed og intimitet. Der er megen intimitet og sammenhørighed i krænkelsen. Der, i det nære rum. BDSM popularitet er et kald efter intimitet, sammenhørighed og hengivelse.
Ligesom i mange af de andre grupperinger, der dannes i disse tider. Jeg tænker nogen gange, at når visse feministiske kredse samles. Omkring følelsen af, at være krænkede, så mødes de i en dyb intimitet. En følelse af sammenhørighed. En følelse af, at blive set. Jeg tror megen af feminismen handler om, at genskabe tillid til det feminine. Altså mellem kvinder. Følelsen at at høre sammen. At blive set. Kærligt.

Jeg ser krænkelseskulturen som et kald. Et kald efter intimitet. Nærhed. Hengivenhed og inderlighed. Et kald efter, ikke at skulle være selvstændig og uafhængig. Men, at høre til, i en flok. Tryg, beskyttet. Set. Derfor er det vigtigt at tale om krænkelsernes anatomi. Hvad vil de os? Og hvordan forvalter vi krænkelsesfølelsen på en vis, så den kan udfolde sig funktionelt? Det er ikke krænkelsen, men den måde vi forvalter krænkelsen, der er problematisk.

Jeg selv vil hvertfald lave et eksperiment. At når jeg føler mig krænket, så vil jeg forsøge ikke at reagere pr automatpilot. Men respondere, fra det skrøbelige sted i mig selv, der blev ramt. Det er et eksperiment værd. Dermed ikke sagt, at vi skal tage alle krænkelsesfølelsen alvorligt. For der er gået fuldstændig cirkus i krænkelsesdimensionen. Men hvis vi ikke tager selve dette cirkus alvorligt, så fortsætter det. Og bliver mere og mere markant. Dem mod os. Krig. Piger mod drenge. Mænd mod kvinder. Alt mod alt.

I virkeligheden tror jeg bare vi længes efter, at høre til og blive set. På godt og ondt. Stærkt og svagt. Beskidt og rent. Favnet. Og elsket.
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund