Lyst

Er du på vej? Og hvor er du på vej hen? Er du i proces? Og hvad er du i proces hen mod? Vil du gerne noget, fx tabe dig? Og hvad sker der så, når du har opnået dette? Bliver dit liv bedre? Lykkeligere? Med mere kærlighed? Nemmere?

For nylig gik det op for mig, at vi alle lever på en illusion om, at vi skal udvikle noget. Opnå noget. Er på vej mod noget. Det ligger så dybt i den måde, vi opfatter både os selv og verden på, at illusionen var skjult bag normalitetens overflade. For jeg erfarede, på krop og sjæl, at jeg intet kan søge, intet udvikle, intet finde. For det hele er der allerede. I mig. Min lyst er konstant. Men jeg har lært, moralsk, tankemæssigt, følelsesmæssigt, at lyst er noget der skal begrænses, da det ellers kan blive for meget. At jeg ellers kan blive for meget. Så, som så mange andre, de fleste andre, stækkede jeg egne vinger og gjorde mig selv mindre end det jeg er. Slukkede min indre lyst. Og vækkede min ydre lyst.

For da jeg lagde afstand til min indre lyst, der blev jeg afhængig af at få noget ydre, der kunne skabe kontakt til den lyst, jeg havde sat på vågeblus i mig selv. Så jeg fik lyst til is. Megen is. For når jeg spiste isen, kunne jeg mærke lysten igen. Isen blev min vej til at mærke lyst og jeg fik vældig megen lyst TIL is. TIL en kæreste, ny sofa, en bil, et bedre job, chokoladepålæg, cigaretter (hvis jeg røg altså), rødvin, at løbe, nye sko – du kan sikkert selv foresætte listen i det uendelige.

Da jeg flyttede lysten fra mit indre til det ydre, betød det at min lyst blev afhængig af, at jeg fik noget, for at mærke min lyst. Afhængig. Og begær. Det blev pludselig vigtigt, at få den mand, jeg havde mærket min lyst over for. At være på vej. Hen mod noget. Et mål. At få ham – og derigennem mærke min lyst. Eller desperat mærke lysten TIL sukker, selv om jeg egentligt ikke burde. For lyst TIL vil gøre, at jeg bliver splittet i mig selv. Når jeg har lyst TIL noget, så bliver det nærmest livsafgørende om jeg får det. Sådan føles det hvert fald lige der. Og burde dukker op, for det jeg har lyst TIL, er ikke nødvendigvis det der er sundt for mig. Så jeg burde IKKE, men har BRUG for. Troede jeg. For min lyst afhænger af, at jeg får det og derfor vil angsten for ikke at få og måske endda miste det, jeg er afhængig af, vågne.

Lige der bliver jeg rettet mod. At få noget. Være på vej. I den rigtige retning. Og derfor bliver det vigtigt, at jeg træffer de rigtige valg. For hvis jeg vælger forkert, så risikerer jeg at miste det, som jeg kommer til at tro er så vigtigt. Så jeg skærer mig selv til. Så jeg bliver rigtigt. Så jeg bliver en, der fortjener at få det, som jeg tror jeg har brug for. Min lyst bliver derved betinget. Min eksistens betinget. Af at jeg gør det rigtige. Vælger det rigtige.

En klog mand hviskede ord til mig for nyligt, hvor det gik op for mig, at jeg er lyst! Konstant. Lyst. Boblende lyst, der er til stede i hvert sekund af min eksistens. Som de fleste andre, vil du formentligt nu hive en eller anden lummer fortælling ned over, om den evigt liderlige kvinde. Og derved have fat i en af de fortællinger der gør, at vi lukker ned for vores lyst, i angst for at være for meget.

… lyst er lyst er lyst er …

Og lyst kan komme til udtryk i det seksuelle rum. Eller i kontakten med en blomst. Eller i kontakten med mine egne hænder, hud, vind, en kat, en duft. I dansen. Latteren. Kontakten. Når jeg er i konstant kontakt med min lyst, så får jeg uendelig lidt behov for at tilføre mig en masse ude fra, som jeg ellers troede jeg havde brug for – for at mærke min lyst. Jeg har stadig lyst til. Men som i lyst til LYSTEN. Til blev lille og LYSTEN blev stor. De byttede plads.
 
Og jeg erfarer, at der vil min krop helt af sig selv søge det den har brug for af mad, hvile, aktivitet og berøring. Jeg får brug for megen mindre mad samt søvn og brug for meget mere væske, bevægelse og berøring. Men en anden slags bevægelse. Ikke en burde bevægelse, som fx. jeg burde løbe. Jeg har løbet og løbet i mit liv. Fordi jeg burde det. Og hadet hvert skridt. Jeg får aldrig et par løbesko på igen. For jeg bevæger mig af lyst. Bevæger mig meget. Fordi jeg har lyst.

Når jeg går i min lyst, vil kroppen rumme dybe impulsive JA og NEJ. Og jeg oplever der, at et nej ikke følges af en tvivl om, hvorvidt min beslutning er rigtigt. For jeg har intet at miste. Intet at få. Alt er der allerede. Jeg bliver der tydelig i mig selv. Og for andre. Jeg spekulerer ikke over, om jeg har fået nok og oplever ingen ubehag ved at afstå og undvære. For jeg behøver det ikke. Så det mister sin betydning. Sin dragning. Så jeg kan spise to bidder af en kage og lade resten stå. Fordi det er det jeg har lyst til. Jeg behøver den ikke længere, for at mærke min lyst. For den er der. Altid.

Når jeg går i min lyst, så kan jeg mærke lysten til at invitere ind. På en øl. En dans. Et knus. For det er et ubetinget ja, der ikke følges af en fortælling. En vej. Det er bare en øl. En dans, Et knus. Et ja, lige der. Fordi det føles lystfyldt. Her handler lyst ikke længere om at finde tilfredsstillelse og om at få noget. Det handler ikke om at være på vej. Om at nå et bestemt sted hen. Men om at være med lysten. At bevæge mig. Ind i lystfyldte rum. Med mig selv og måske med en anden. Der forsvinder angsten for at række ud og blive afvist, for jeg mister intet der ved. Min lyst er konstant.

Når jeg er i lyst, så bliver jeg undersøgende. Jeg kan bevæge mig let. Handle let. Gå fra og til. Som jeg lyster. Det er ikke det samme som om, at jeg ikke forpligtiger mig og bare bliver en øde ø, ligeglad med andres behov. Jeg passer mine ting. Men ikke af pligt. Men af lyst. Fordi det er godt for mig. Ikke fordi jeg burde. Og aldrig har mit terapeutiske rum, rummet så megen kærlighed, glæde, lyst og latter. Sammen med alt det forfærdelige, som består som altid. Men det bliver uendelig lettere at gå der ind. Sammen.

Jeg mærker nu om jeg har lyst til at gå ind i et rum med en person. Og tør række ud. Af lyst. Måske får jeg et nej. Og måske bunder dette nej, fra en angst i den anden. For hvor er vi dog bange for at blive set som vi er. Samtidig med at jeg tror, det er det de fleste af os længes efter. At blive set som vi er. Som væsner, der altid gør vores bedste. At blive set ud fra vores indre lyst. Der hvor vi vokser og folder os ud. Sammen. Ikke fordi vi er afhængig af den anden, for at folde os ud – det er blot en illusion. Men fordi, at kærligheden i os selv, får plads, når lysten træder ind.

Og hvordan gør den så det? Kompliceret? Næ, det handler ikke om at udvikle, disciplinere, træne. Det handler ganske såre om at give slip. På forestillinger om…. Fortællinger om… angst for… tvivl omkring… det handler om at slippe. Mærke ind om der er et ja eller nej og handle på dette. Og angsten? Dukker op igen og igen. Slippes igen og igen. Og min Gud, hvor havde jeg mange forestillinger om, at slippe. Kontrollen. Og angst for, hvad der så ville ske. Om jeg ville kunne vælge rigtigt. Og jeg slap. Fordi det føltes rigtigt. Og alt faldt på plads. Og blev såre simpelt. Og fyldt med lyst…

Hvor ville verden være anderledes, hvis vi var i lyst. Ikke fungerede ud fra lyst TIL. Vi ville fylde mere i os selv. Og mindre i verden. For sulten ville fylde mindre. Sulten efter… den der liste du kender så godt. Vi ville komme hinanden nærmere. Fordi vi havde lyst. Og angsten for at være for meget, forkert og for at miste, ville forsvinde. Vi ville blive mindre holdt. Mindre anspændte. Fordi vi holder lysten nede. Den er det vi naturligt er. Når vi giver slip. Det gik op for mig, at de forhold, både parforhold og venskaber, jeg er indgået i, har været et fuldstændig spejl af, hvor meget jeg selv syntes jeg måtte fylde. Så nye mennesker, nye relationer strømmer til. Af gensidig lyst. Som erstatter den forpligtigende afhængighed.

Det er en underfundig oplevelse, at mærke, hvor naturligt og let det føles at sige nej til noget, som ikke er godt. Uden tvivl. Og lige så naturligt flytte sig hen til noget, som føles rigtigt. JA og NEJ. Handling. Bevægelse.

Så hvis du mærker, du har lyst over for noget. En øl. Et knus. En dans. Så prøv at slippe angsten for … handle. Bevæg. Mærk. Og huske, der er ingen vej. En dans leder ikke til mere. End en dans. Med mindre der da er gensidig lyst.

Jeg ønsker dig god lyst…
 
 
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund