Psykisk fleksibilitet
 
Psykisk sundhed handler om psykisk fleksibilitet, og om at have indre støtte, i forhold til at rumme (containe) og bearbejde, de psykiske reaktioner som ethvert møde med os selv eller med omgivelserne udløser. Mennesket er, og skal være, reaktive. Spørgsmålet er bare hvorledes vores individuelle evne er, til at imødekomme disse reaktioner. Når vi begynder at tage afstand til vores indre reaktioner på forskellig vis, så udvikler vi psykiske symptomer som en reaktion på, at vi har bevæget os væk fra psykens naturlige funktionsmåde.

Vi møder alle nogle udfordringer gennem livet. Vores individuelle tilknytningsstil er en af de første og for mange også den største gennem livet. Sund tilknytning handler om en hårfin balance mellem nærhed og afstand, såvel til os selv og til den anden. Denne balance er i kontant forandring, og afspejler den aktuelle situation. Nogen gange har vi brug for mere afstand til andre, for at mærke os selv, og andre gange har vi brug for afstand til os selv, medens vi opbygger styrke til at nærme os det svære. Nogen gange har vi behov for nærhed både til os selv og den anden, og nogen gange blot til den anden, men ikke til os selv. Når vi oplever en optimal balance mellem nærhed og afstand, så er vi i en optimal tilstand, hvor vi har tilpasset os til både de ydre og indre forudsætninger og vi oplever derved en flowtilstand, hvor psyken er i konstant bevægelse.

Det er ikke særligt svært at opbygge en positiv og bevægelig indre tilstand i et tomrum, men særdels svært i en bevægelig verden, hvor der stilles store krav til netop fleksibilitet omkring dimensionerne nærhed og afstand. Fleksibilitet handler om evnen til at mærke ind ad til følelserne og i kroppen, hvor signalerne om vores behov bor, og hvor vi modtager vigtig viden om, hvordan den aktuelle optimale balance netop er lige nu. Ofte vil vi opleve af disse indre signaler står i modstrid med omgivelsernes krav og forventninger, og derfor opbygger mange en døvhed overfor følelserne gennem livet. Som vores kultur er stykket sammen, ligger der et stort forventningspres om, at vi skal være lykkelige, smukke, effektive og have kontrol og styr over tingene. Smertelige følelser er ikke velkomne i det relationelle rum og mange bliver lutret ind i en forestilling om et ”smertefrit” liv, hvilket er en illusion. Aldrig er der solgt så mange midler mod psykiske og fysiske smerter, og aldrig er der overforbrugt så megen alkohol, mad, penge og andet, der kan fjerne vores opmærksomhed fra den indre og uønskelige smertelige tilstand.

Den døvhed som er konsekvensen af at vi forsøger at tilpasse os omgivelsernes forventninger, kan vise sig på to måder: Vi kan udvikle et omfangsrigt undertrykkelsessystem, så vi lægger låg på alle de uønskede følelser, hvilket ofte leder til depression (depress=undertrykke på engelsk), eller vi kan udvikle en evne til at undgå alle de sammenhæng, som udløser disse uønskede følelser, hvilket er drivkraften i alle angstrelaterede tilstande (undgåelsesadfærd). Uanset om vi udvikler den ene overlevelsesstrategi eller den anden, så er den bagvedliggende funktionalitet den samme: At forhindre psyken i at komme i nærheden af alle de ubærlige følelser og emotioner. Denne afstandstagen til det svære får over tid negative konsekvenser, da psyken ikke kan skelne mellem afstand til det svære og til det gode, så alt det vi ønsker mere af – det gode - forsvinder ud sammen med badevandet og det dårlige. Samtidig vil de fleste bemærke sig, at det man kæmper allermest i mod, her de svære og uønskede følelser, er dem der kommer til at fylde mest, da psykens naturlige og sunde funktionalitet er bleven skævvreden. Denne skævvriden vil ofte komme til udtryk ved, at vi rent faktisk får mere af det uønskede, og den depressive vil eksempelvise, at de udvikler en tendens til grublen og centreres omkring det meningsløse i deres situation. Hvis man er en person der er meget løsningsorienteret, vil det være særdels svært at stå i de sammenhæng, hvor der ikke er løsninger, men ”blot” følelser, der skal forvaltes, og personen vil ofte opleve, at de tænker sig dårligere og at følelserne bliver mere og mere ”uløselige”. Man kan sige, at nærheden til sig selv er blevet for stor, da nærheden ikke ligger på de bagvedliggende svære følelser, men derimod på ”negative automatiske tanker”, der udløser en række emotioner (emotioner beskrives senere). Man kan lægge afstand til sig selv på mange måder, der kan virke hensigtsmæssige, men som  stadig bygger på den grundlæggende afstandstagen, der altid er dysfunktionel, hvis den bliver den eneste pol. Overdreven opmærksomhed på andres behov, eller at have meget travlt altid, at analysere og forsøge at forstå det uforståelige, er måder hvor man kan lægge afstand til sig selv, og hvor det udefra ”ser godt ud”, da det vel er positivt at være omsorgsfuld, flittig og analyserende?

Når den psykiske fleksibilitet og evnen til at rumme/bearbejde, som begge er forudsætninger for psykisk sundhed, forsvinder, bliver konsekvensen at de følelser vi møder i vores hverdag, forhindres i at løbe i sit naturlige bearbejdningsforløb og derfor risikerer at transformere sig til emotioner. Forskellen på følelser og emotioner er, at følelser handler om her og nu, og afspejler de aktuelle behov og grænser som vi møder i situationens forudsætninger. Følelsen afspejler altså nuet kvaliteter, og når vi har handlet på følelsens signalværdi, så udslukkes følelsen og vi vender tilbage til vores naturlige grundtilstand. Hos små børn under seks år, er denne naturlige grundtilstand glæde, og fra denne grundtilstand, bevæger de sig til og fra andre følelser, men vender altid tilbage til glæden som udgangspunkt.

I positiv psykologi ligger fokus på glædestilstanden som grundfølelse, men hos mange er kontakten med grundtilstanden forstyrret af, at de i stedet for en følelsesmæssig forankring er endt i en tilstand, hvor de i stedet domineres af en emotionel tilstand. Emotioner handler ikke om her og nu, men er forankret i fortidens erfaringer og i bekymringer for fremtiden. Derfor er der ingen sammenhæng mellem intensiteten mellem den emotionelle reaktion og så den aktuelle situation. Emotioner går ikke over når situationen forandrer sig, men kan blive hængende i årevis efter hændelsen er overstået. Hvis man er blevet meget funderet i sine emotioner, fremfor den konstante følelsesmæssige dans med omgivelserne, så er man i farezonen for at udvikle affektive tilstande, da grundtilstanden ikke længere vil være glæde og indre bevægelse. I stedet opstår en emotionel og psykisk rigiditet. Følelser tilpasser sig konstant situationen, og er derfor i konstant forandring, hvorimod emotioner blot udløses af situationen, men ellers ikke tilpasser sig. Uanset om man taler om følelser eller emotioner, er bearbejdningsprocessen den samme op til et vist punkt, hvilket bedst illustreres via følgende tegning. Når der er tale om emotioner, så opleves disse blot stigende, og der opnås ingen bearbejdningsfase, blot et intensiveret ubehag.

Følelsesmæssig kontakt forløber på den måde, at vi mærker følelsen i kroppen som en fornemmelse, og i vores hoved ved vi hvad det er for en følelse vi mærker. Når vi tilnærmer os følelsen, vil intensiteten stige, og des stærkere denne følelse mærkes, des mere ubærlig vil den opleves. På et tidspunkt kulminerer følelsen og der indtræder en afsluttende bearbejdning, hvorefter følelsen klinger af og er afsluttet. Når der er tale om emotioner, så er kurven anderledes, da intensiteten fra start af er mere voldsom, stigningen brattere, samt bearbejdningstiden længere. Hvis der er tale om meget svære emotioner, herunder traumer, vil mange opleve, at der ikke sker en bearbejdning, men at intensiteten blot stiger. Ligeledes gælder det for emotioner, at de ikke er så lette at adskille, da mange de ofte er sammenblandede af mange forskellige tilstande, herunder følelser, forventninger, erfaringer. Katastrofetanker er et eksempel på et tankemønster, hvor en forholdsvis simpel tankerække forstyrres af emotioner grundet i erfaringer og forventninger.

Hvis man tidligt i livet har oplevet meget svære emotioner, har man tidligt mistet kontakten til grundfølelsen glæde. Dette kontakttab kan man takle ved at finde glæden gennem noget uden for os selv. Alle misbrugsproblematikker rummer denne takling af tabet af glæden, for gennem alkohol, stoffer, mad, spil, sex, indkøb, motion eller andet lyststimulerende, kan vi kortvarigt genetablere kontakten til den indre grundtilstand glæde. Den ægte kontakt med glædestilstanden kan dog genskabes hos de fleste, når de emotionelle tilstande er velbehandlede og den psykiske energi atter kan løbe frit.

Hvis man har udviklet de overlevelsesstrategier som er omtalt tidligere, så vil man enten skære følelsen af meget tidligt eller forsøge at undgå alle sammenhæng, der aktiverer de uønskede følelser. Uanset om man gør det ene eller det andet, så er formålet at undgå kontakt. Des tidligere man afskærer sine følelser, des større er risikoen for at man udvikler undvigeadfærd, og derved angst. På den måde kan følelser flytte sig til at være emotioner. Desuden medfører den manglende kontakt, og dertilhørende manglende bearbejdning, at psyken efterlades med en mængde ufærdige gestalter. Et gestalt er en helhed der kan afspejle en afgrænset hændelse, en livslang udfordring eller et gentagent mønster, og helheden er først afsluttet når ”alle brikkerne er samlet”. Hvis man har mange uafsluttede gestalter i sit liv bruger man megen psykisk energi på at fortrænge eller undgå disse, og derfor er der en risiko for at man med tiden udvikler en belastningstilstand. Jeg plejer at sige, at hvis man har mange ufærdige gestalter, så skal man holde styr på en hel masse badebolde, som alle skal holdes neden under vandet. Når man så møder en ny belastning, bruger man en del af sin energi på at bearbejde denne, og mister derved grebet om alle de andre badebolde, som så popper op igen.

I min klinik arbejder jeg med at opbygge psykisk fleksibilitet, ved at genskabe personens indre støtte i forhold til at rumme emotioner og følelser. Bearbejdningsprocessen som kan være stivnet, kan reaaktiveres via forskellige teknikker, som jeg kort vil introducere i det følgende:

 Acceptance and Commitment Therapy – kaldes ACT og udtales som et ord, ikke en række bogstaver - går i sin korte form ud på at dét som vi kæmper allermest i mod, er det som kommer til at fylde mest, og at det ikke er dét vi kæmper mod, der giver den psykiske lidelse, men derimod selve kampen. Eksempelvis er det ikke selve overvægten der giver den psykiske lidelse, men derimod kampen mod overvægten, der medfører lidelsen. ACT er en kognitiv metode der ikke går ud på at omstrukturere uønskede tanker og følelser som ved traditionel kognitiv terapi. Retningen rummer flere elementer fra psykodynamisk terapi, blandt andet tesen om funktionalitet: Der findes ikke noget destruktivt i psyken, med mindre det også har en positiv funktion. Så når manden slår sin kone, moderen drikker og efterlader sit barn eller andre destruktive ting, så er det en overlevelsesstrategi, der har en vigtig og positiv funktion for personen. Funktionaliteten ligger ofte i livsfortællingen og i selvopfattelsen samt i behovet for afstand til det svære. Når man har afdækket og forstået funktionen, kan man bevidst træffe andre valg når disse funktioner på banen, og deri ligger forpligtigelsesdelen.

Metoden har som formål at styrke personens evne i forhold til at rumme og acceptere de svære tilstande, og dertil forpligtige sig overfor disse. Målet er ikke at lægge afstand til det svære ved at omstrukturer dette til noget positivt eller fortrænge eller undgå det svære, men derimod at se dette svære som en del af den reaktive psykes naturlige system. Målet i ACT er, at personen opbygger en evne til at være til stede i det svære, uden at fusionere med dette. Når vi fusionere med det svære omsluttes vi totalt af det, så der ikke bliver plads til andet. ACT bygger på, at et værdibaseret liv giver plads til både det gode og det svære, og når vi forsøger at undgå eller undertrykke vores svære følelser, så drejer vi af vores livs naturlige forløb.  ACT rummer en værdiafklaring, så personen bliver bevidst om, hvilken retning deres liv skal have, hvis det skal opleves meningsfuldt. Eksempelvis så har mange med vægtproblemer en værdi om, at de gerne vil have det godt med deres krop. Når man så spørger ind til, hvad der forhindrer dem for at have dette gode forhold til kroppen, er svaret ofte, at det gør kampen mod vægten. Det betyder at der er tale om en ond cirkel, som konstant drejer personen væk fra det værdifulde og meningsfyldte liv.

ACT rummer mindfulness, som er evnen til bevidst nærvær i de indre processer der er. Da følelser mærkes i kroppen, så fokuserer mindfulness på at genskabe et udømmende og bevidst observerende nærvær til kroppens processer. Den følelsesmæssige bearbejdning som der ses foroven, vil mærkes som bevægelseskvaliteter i kroppen, og hvis der er tale om meget svære følelser, så vil disse kropsoplevelser mærkes meget intense, hvilket kan forstærke tendensen til afstandstagen. Husk at personer med svær angst, netop oplever meget svære kropslige symptomer på deres angst, så evnen til at rumme disse symptomer, uden at blive omsluttet af disse, er altafgørende for personer med angst. Bare tanken om en angstfyldt situation udløser de kropslige reaktioner, og dette er vigtigt, da vi derigennem kan lære, at tanker ikke er virkelige, de er blot forestillinger. Eksempelvis kan en person med flyskræk sidde i min konsultation i en god fast stol, og forestille sig at de er om bord på et fly. De vil så opleve præcis de samme reaktioner, som hvis de sad i et rigtigt fly, og ved at sidde her og opleve dette, erfarer de, at det ikke er selve flyet men deres tanker om flyet, der udløser angsten.

Mindfulness forsøger at genskabe kropskontakten og evnen til at rumme de svære indre bevægelser, så bearbejdningsprocesserne atter får mulighed for at løbe i deres naturlige forløb. Hvis man har megen fortrængning eller undvige tendens, anbefales mindfulnesstræning med instruktør og gerne i gruppe, da mindfulness træning via CD ikke giver mulighed for, at man får støtte omkring de svære oplevelser et møde med sig selv vil udløse. Mindfulness giver over tid en større kontakt med grundtilstanden glæde, men i den første praksis tid, kan mindfulnessøvelserne afstedkomme mange svære reaktioner, da personen atter tager kontakt med den krop, der både rummer det gode og det svære. Hvis man er meget rigid i sin evne til at rumme, vil mindfulness i starten ikke udløse gode oplevelser og kan føre til yderligere psykisk anspændthed i en periode. Over tid vil mindfulnesstræningen opbygge en større psykisk fleksibilitet i forhold til at rumme alle de forskelligartede kvaliteter af indre psykiske bevægelser vi alle skal rumme, for at bevare den psykiske sundhed.

En anden metode jeg bruger er en form for bilateral stimulering, der er en afart af EMDR. Metoden kaldes Emotionel Forløsningsterapi via Bilateral Stimulering (EFBS), og metoden er udviklet af Psykolog Kirsten Basse. Alle bilaterale stimuleringsmetoder har det fælles formål, at de aktivere underbevidsthedens iboende og naturlige selvhelbredende egenskaber. Selv svære traumer kan udslukkes via metoden, da de ufærdige gestalter som ufærdige traumer udgør, får muligheden for at runde deres egen akse, uden at personen oplever at de kastes ud på emotionernes hav. Metoden er en let trancetilstand, hvor personen guides ind i en kontakt med det der skal bearbejdes og metoden medfører at bearbejdningsprocessen forløber hurtigere og mere ”gnidningsfrit”. Klienten oplever gennem metoden, at de rummer de indre psykiske strukturer i forhold til fleksibilitet, evnen til at rumme og bære, samt selvhelbredende evner, og metoden går derved ud over det terapeutiske rum, da disse erfaringer er brugbare i alle fremtidige møder. Jeg tænker lidt om EFBS, at det er en måde at ”genstarte” en underbevidsthed, der har fået en form for chok og derfor har glemt hvordan den skal takle sine opgaver.

En anden metode som er integreret i al den praksis jeg har, er en jeg-støttende relationel praksis, hvor en anerkendende tilgang til klientens livssfære er altafgørende. Forudsætningen for at klienten får opbygget en evne til at rumme sin egen virkelighed er, at jeg som terapeut kan rumme samme uden at være afstandstagende, uanset hvad der dukker frem i mødet. Det er altafgørende er, at man mødes og ses med gode øjne af den der ser en, når man beretter om det, der er allermest skamfuldt og hemmeligt, for i denne næstekærlige rum fortrænges skammen og forkerthedsfølelsen. Det er helt bevidst jeg bruger ordet næstekærlig, for mange længes efter den ubetingede kærlighed der heler, og for nogen er denne kun muligt at finde i et professionelt rum, da de kan have handlemønstre, som andre vil være afstandstagende overfor. Det er altafgørende for mennesket at have et rum, hvor det kan udtrykke sig, selv når dette menneske er eksempelvis krænkende i sin adfærd og har gjort forkerte ting.  Målet er at give klienten en oplevelse af nærhed til dem som menneske, selv om jeg lægger afstand til deres handlinger.

Man siger om sund psykisk bearbejdning, at den forudsætter evne til opmærksomhedskontrol og fokus (at man bliver ved det væsentlige, hvilket er svært når man har indre kaos), affektregulering (at kunne stå i sine følelser, uden at blive revet med) samt mentalisering (evne til at tænke om det der sker inden i en selv og den anden), og såvel ACT, mindfulness, EFBS og relationel jeg-støttende terapi, rummer disse forhold. Gennem metoderne erfarer klienten, at de selv har indflydelse på deres indre tilstande, og en sådan erfaring giver mennesker et godt selvværd og en god selvtillid. Terapi handler ikke kun om at ordne et aktuelt problem, men om at styrke individets indre sammenhængskraft, så man som person føler sig stærkere overfor livets udfordringer.

 

Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund