OvergaNgSaldre

Først fødes vi i kødet. Siden i sindet. Uanset, gennemgår vi alle som en den samme udviklingsrejse. Mod døden.

Jeg er optaget af livsovergange. De steder i livet, hvor vi krydser er spor og bliver større i os selv. Fordi disse livsovergange er betydende for den dannelsesproces det er, at være menneske.

Når barnet ligger i moders mave, er det knyttet ind i sig selv. Indretilknyttet til det sanselige og til drømmenes verden. Knyttet til kødet, hvor livet opleves inde fra. Stærkt. Sanseligt. Og uden kategorielle opdelinger, som rigtigt-forkert, sort-hvidt, godt-ondt. Barnet er bare. I det der er. Uden at skelne. Uden at dømme tager det imod, det, det bydes.

Og kommer til verden. En verden, som det erfarer gennem sanseindtryk, der forplanter sig til det indre og sætter bevægelser i gang. Ydre bevægelser, der sætter aftryk, som indre bevægelser. Moderen bliver selv bevæget. I kontakten med dette spæde, der står helt åbent, så hun i barnets øjne, kan se til universets ende.

For barnet er endnu ikke adskilt. Stadig forbundet med alt. Altet. Det spæde barn, er primært knyttet ind i sin egen verden. Men søger i det ydre. Efter det, det kender. Det, det komme fra. Det søger moderens puls, rytme og essens. Som det kender, som sig selv, da det har svømmet deri, siden tidernes begyndelse. Barnet lede ikke efter faderen. For det kende ham ikke. Endnu.

Gennem det kendte og trygge sanses, i glimt, den ydre verden. Hvis det er et heldigt lille barn, som bliver modtaget med åbne arme, en kærlig favn og øjne der møder og ser det, vil det gradvist åbne sin modtagelighed for det ydre. Og knytte sig udad til. Det vil forbinde sin sanseverden, til det ydre, gennem moderens øjne. Gennem smilet og ansigtet, der spejler dets indre. Barnet kommer der langsomt til sig selv, bliver et med det ydre.

Sådan opstår den første udviklingsbevægelse, som løber de første tre år af barnets liv. Disse livsvigtige år handler om, at bevæge sig fra en primær indretilknytning, over i en selvtilknytning, gennem en nødvendig ydretilknytning. Barnet er derfor afhængigt af, et andets menneskes favn og kærlige blik, for at komme til sig selv.

Barnet fornemmer sig selv, gennem den anden. I mødet med den anden, mærker og erfarer, det lille barn, alle de potentialer og sindsrum det rummer. Og hvis det er et heldigt lille barn, oplever det at blive taget imod. Så det kan folde sindsrum ud. Og undersøge dem, med en anden. Undersøge, når det raser. Når trodsen larmer. Når gråden ikke stilner. Når det er besværligt. På tværs. Og alt det andet, som et barn også er. På godt og ondt.

På et tidspunkt bliver barnet så stort, at en ny livsovergang træder til. Barnet adskiller sig fra dets primære anden. Har en selvtilknytning, der kan bære afstanden, til den anden. Den nødvendige ydretilknytning flyttes. Fra den ene elskede, til de mange andre nødvendige. Der kommer legekammerater, som tilbyder barnet nye syn på sig selv. Nye mulighedsrum opstår og barnet bliver mere og mere selvbevidst. Bevidst om, hvem det er. Og ikke er. En personlighed skabes gennem selvundersøgelse, lag for lag, oven på de medfødte temperamenter og sindslag, barnet havde med sig fra start.

Skoletiden er en betydende livsovergang. For der sniger sig mere håndfaste ydre krav og forventninger ind. Barnet lærer, at det skal være på nogle bestemte måder, for at høre til. Der er regler for, hvordan man gør. I bestemte situationer. Kollektive beskeder og behovsudsættelse. Kærligheden er ikke længere ubetinget, som i den første ydretilknytning, hvor symbiosen sikrede den nødvendige kontakt. Kontakt på trods af, hvad barnet viste. I stedet, er der betingelser for kontakt. Og kærlighed er kontakt. Intet andet. Kærlighed smerter aldrig. Tab af kontakt smerter. Uanset om det er en selv eller den anden man taber.

Så barnet former sig. Bliver det nødvendige. Tilpasser sig det ydre. Den indretilknytning, som engang var barnets base, falder i baggrunden der. Fortaber sig. Bliver en virkelighed, der kun viser sig i drømmeland og i den fantasi og kreativitet, der stadig er intakt. Hvis barnet er heldigt. Legen bliver til kommaer og pauser, mellem alvorens og ordenes betydning.

Nu er barnet lidt ældre. Og det ser sig selv med andre øjne. Andres øjne. Som lille mærkede det sig selv, gennem sansernes omfavnelse og fantasiens rum, hvor det indre blev den trædesten, det vandrede i verden fra. Nu er gangen anderledes. For der har sneget sig en ny bevidsthed ind. Barnet krydser en bro i sig selv og en livsovergang mere falder på plads. En ny bevidsthed om, hvordan andre ser på barnet træder til. Barnet, der ikke længere er så meget barn. Men ung.

Og som mange andre unge, former det sig. Ikke så meget efter, hvad der føles rigtigt. Men ud fra, hvad der opfattes som rigtigt. I fællesskabet. Der bliver normer. Rigtigt-forkert. Sort-hvidt. Godt-ondt. Regler for, hvordan man er. Man kan være et rigtigt menneske. Eller forkert. Og den unge bliver det krævede, så kravene sniger sig ind under hud. Og bliver til indre krav. Indre forventninger. Høje krav og forventninger. For hvem ønsker, at være et forkert menneske?

Det er svært, at bevare sig selv intakt der. Når man ikke rigtigt ved, hvem man er. Og derfor søger unge i det ydre. På medier og internettet. Efter rollemodeller og kendte, der er rigtige. Udviklingsmæssigt står vi nu, på kanten af livet. Uddannelse venter. Kærester. Familiedannelse og nye venskaber. Den unge flytter hjemmefra. Skaber sig selv. Og sine ydre rammer. For første gang nogensinde, er den unge selv ansvarlig for, at det ydre er på plads.

Man ser sig selv ude fra. Ser sig selv ude fra... Ser sine rammer ude fra. Og manifesterer dem. Som den person man ønsker at være. Den unge skaber sig. På en anden måde, end da man var tre. Men når man ser sig selv ude fra. Ser sine rammer ude fra. Kan det aldrig være godt nok. Der vil altid være noget, der kan gøres bedre. Noget der kan ændres. Man gør sit bedste. Men set ude fra, vil selv det allerbedste, aldrig være godt nok. Det er en umulighed. Men i den tid i livet, er kun det bedste godt nok. Det perfekte er det ”normale”.

Der sniger sig selvkontrol ind. Svaghed forkastes, som en mulighed og man tager sig sammen. At tage sig sammen. Have kontrol. Er godt. Der er altid nok at gøre. Altid noget at gøre. Gørenstilstanden bliver altopslugende og det man måles på. Alt andet skamfuldt. I ens egne og andres øjne. Så man gemmer det uperfekte væk. Flasher det smukke. Stramme. Pletfri. Og soler sig i de likes, der følger. Hvert klik fra en følger stadsfæster, hvor rigtig den unge er og man finder sin betydning i dette perfekte. Selvtilknytningen afhænger af, om man ser rigtig ud. Ens seksuelle værdi afgøres af, om man ser godt ud. Og de unge mænd ser og vurderer. Dur, dur ikke. Ungdommen er, at se ude fra. Objektets overflade er afgørende. For succes. Vi er lovet, at hvis vi spiller vores kort rigtigt, så får vi et lykkeligt liv. Vokser op.

Vokser og blive voksne. Og krydser endnu en livsovergang, ind i voksenlivet. Voksen, som i Volvo, vovse og villa. Samt de rette børn. På overfladen et perfekt liv. Med drømmemanden. Og hvis man er heldig en unge af hver køn, på rette tidspunkt. Så de kan få glæde af hinanden. Fuldstændig perfekt. Bortset fra en lillebitte detalje. For da man fik sine børn, mistede man sin seksualitet. Intimiteten. Og nærheden. Som par. Nogle formår at bevare den. Andre, at genskabe den. Mange ikke.

Vi laver nu et lille magisk trick, så vi ikke længere taler menneskets udviklings rejse. Men kvindens. For vandene skilles, ved det første barn. Kvinden går en vej. Manden en anden. Og hvis de er heldige, finder de hinanden igen, på vejen. Livsovergangen vi missede. Vi kørte over i al ubemærkethed. Og som skiller kvinder og mænd, er graviditetens betydning for kvindens selvtilknytning. For der sker betydende ændringer. Betydende overgange. Som er krævende, for både mand og kvinde.

Under selve graviditeten sker der en massiv intensivering af kvindens sanselighed. Alt mærkes stærkere. Berøringer, dufte, lyde, smag. Alt ændres i kroppen. Den bereder sig på det nødvendige sanselige møde, med det kommende barn. Bereder sig på symbiosen, hvor barnets og moderen er sanseligt smeltet sammen og derfor er et. Kvinden knytter sig der ind i kødet igen. Og forsvinder lidt for sin mand. Hun fortaber sig. Som hun skal. Og han vil have svært ved at nå hende helt. Præcis som det skal være. Det første år, af barnets liv er helliget moderen. Moderen er helliget barnet. Alle har hver deres opgave.

Faderens opgave er at favne, holde og beskytte. Sikre det ydre. Holde det sammen. Så kvinden kan lave den nødvendige tilbagetrækning, ind i kødet og sindet. Ind i drømmeverden, hvor intuitionen for at være mor, er knyttet til den sindslige arketype. Sindsrummet for at være mor, åbner sig der. Mærkes som instinkter i kroppen. Når moderen og barnet er godt på vej. Landet i den ydre verden og fundet deres plads sammen. Skal manden kræve sin kvinde tilbage. Kræve sin plads. Tage det, der tilhører ham. Forstået på den måde, at barnet vil have fyldt så meget, at behovet for intimitet, erotik og seksualitet røg ud med fostervandet. Hos de fleste. Ikke alle.

Et barns tilkomst ændrer alt i en kvinde. Og manden skal fremdrage den nye kvinde. For hun vil ikke være som før. Kropsligt, sindsligt og seksuelt. Så han skal finde sin kvinde. Sin nye kvinde. Gemt i den gamle. Forholdet vil ændre sig. Fordi kvinden er ændret. Og dette kræver sin mand. Den overgang, der skete i kvinden, da hun knyttede sig ind i sig selv igen, for at modtage barnet. Skal nu føres ud i rummet mellem kvinde og mand. Sanseligheden, intuitionen. Den indre drømmeverden, skal føres ind i intimiteten mellem to voksne. Symbiose for viderekomne. Desværre, har mange kvinder svært ved at forlige sig, med den nye kvinde de er. For ungpigebrysterne er tabt. Sammen med spændstigheden. Ungdommens glød. At få et barn, er en gave. At miste sin krop, er en sorg. Især i en verden, der ser en udefra.

Hvis man hænger fast i ungdommens position, hvor man finder sit værd i, at se godt ud og primært ser sig selv ude fra, vil det være en smerte, at have fået en mor-krop. Splittelsen mærkes som sorg. Man kan ikke slippe det gamle. Ikke rumme det nye. Sorg er kærlighed uden modtager. Og mange kan ikke elske og modtage den krop, der er den nye virkelighed, efter en fødsel. Så kvinden skjuler kroppen. Strækmærkerne. Hængebrysterne og de løse lår. Skammer sig over mangel på stramhed, kontrol og perfektion. Hun elsker sit barn. Hader sin krop og søger alverdens løsninger, der kan genskabe det gamle. Og viske det nye ud.

Hvis kvinden bliver overladt til sig selv der, vil hun risikere at hænge fast i en livsovergang. Med stor sorg og smerte til følge. Det er mandens opgave at vise kvinden, den kvinde hun er nu. I hans øjne. Selvkærlighed opstår der, hvor andre kan se på os med de kærlige øjne, vi ikke kan møde os selv med. Så mand, se på din kvindes nye krop, med så meget kærlighed, at hun rødmer blufærdigt. Tag i mod hende. Med åbne arme og en tryg favn. Vis hende, hvor fantastisk hendes krop er. I dine øjne.

I vores samfund underkender vi sorgen. Og afhængigheden af hinanden, for at komme til os selv. Vi har ingen ritualer, for at slippe det gamle og byde det nye velkommen. Vi har ingen kvindefælleskaber der viser, hvordan man kommer overens med det nye man er. I stedet forventes det, at man er tilbage i sin gamle form med et trylleslag. Fordi vi ikke må være afhængige af manden, tager vi ikke imod det, der er hans opgave. At se med kærlige øjne og favne kvinden, i det nye der er. I stedet søger kvinden tilbage. Til det hun var engang. Hvor brysterne sad højt. Maven var flad og lårene slanke. Fødderne smalle og der ikke var nogen, der havde trukket huden i striber.

Der sniger sig en kamp ind. Mod det man er i nuet. Og man ønsker sig tilbage. Og forsøger, at genskabe ungdommen. Fremfor at være i det, der er. Nu. Vi hylder den evige ungdom. Og botox kan give en kortfristet følelse af, at være ung. Endnu. Og hvor er det dog trist. Så megen lidelse. I det kvindelige. Over kroppe. Som dømmes forkerte. Fordi de ses ude fra. Og ude fra kan aldrig være godt nok. Udefraset vil kvinden aldrig stå godt i sig selv. Det er ungdommens epoke. Ungdommens opgave.

I barnets tilkomst vendte kvinden tilbage til det sanselige. Der hvor hun mærkede sig selv indefra. Med barnet. Dette nye ståsted i sig selv, skal hun invitere manden ind i. Ind i det sanselige møde. Hvor hun og han mærker sig selv og hinanden indefra. I stedet får hun ofte et barn mere. Som Kan dulme længslen. Som egentlig tilhører hendes mand. Og hun kommer på det gale spor i forhold til den næste betydende livsovergang.

Modenhed og overgangsalder. Det kræver noget at vokse sammen. Efter man har fået børn. Og har skabt sig det perfekte ydre. For der vil åbne sig nye sindsrum, rettet mod næste epoke i den sindslige udvikling. Der hvor overgangsalderen træder ind. Hvor børn er børn, der er blevet voksne. Eller næsten. Hvor der er gjort det, der skal gøres. Bygget, formet og skabt. Det nødvendige. Der er ikke mere at gøre. Der er blot at være. I det der er. Udømmende. Betingningsløs selvkærlighed er vejen frem her. At modtage sig selv. Med det, der er. Favne det. Kærligt og åbent, så det kan undersøges. Overgangsalderen er en vital tid. For det er en tid med selvundersøgelse. Underen og store forandringer. Det er modtagelsen tid. Der hvor man ikke giver og gør. Men modtager og mærker. Sanselige møder, med sig selv og den anden. Folder mulighedsrum ud og går i nye sindsrum. Sammen.

Sammen er betydende her, som i alle andre livsovergange. For skrøbeligheden sniger sig ind. Blødheden. Eftergiveligheden. Og mildhed, mod sig selv og andre, hvis man er på rette spor. At blive moden kræver at man bevæger sig. Udvikler sig sammen. Som barnet er afhængig af den anden, for at komme til sig selv. Er vi som voksne, afhængige af en anden, for at komme til os selv. For at blive modne. For at blive hele. Men forventningerne og kravene i vores samfund er, uafhængighed og selvstændighed. Så vi er overladt til os selv, for at blive hele. Det er ikke muligt. Det er en illusion.

Overgangsalderen er den sanselige, sensuelle periode. Der, hvor mand og kvinde atter mødes. Forenes. Fordi der ikke længere er noget mellem dem. Ingen børn, der kræver sit. Der skal kvinden bære sanseligheden ind i rummet mellem dem. Så de vokser ind i hinanden. Blive et. Dybere og dybere. Manden er afhængig af, at kvinden modtag ham. Kvinden afhængig af, at manden ser hende. Ikke ude fra. Men indefra. Mandens akilleshæl er om han modtages. Kvindens det syn hun finder sig selv i. En kvinde der står godt i sig selv, i denne livsovergang, har erfaret at sanseligheden er hendes stærkeste ståsted, som kvinde. Følsomheden hendes mest betydende kort. Og hengivelsen hendes tiltrækningskraft. Hengivelsen til hendes egen krop. Og til ham. At give sig selv hen, uden at give sig væk. Der kan man modtage manden og hans blik, i dyb tillid og åbenhed. Den modne, og midaldrende kvinde er sensuel, sanselig og derfor seksuelt tiltrækkende, i den selvkontakt hun rummer.

Evnen til selvhengivelse. At give sig hen til manden. Gør hende smukkere end nogen sinde. I den modne mands øjne. Ham, der stadig glædes over den unge piges ydre skønhed. Men som ved, at dybden i hans kvindes bløde mave og hængende barm, altid vil være mere tiltrækkende på lang sigt. Dybde, selvkontakt og inderlig hengivenhed tiltrækker. Men det kræver en ny selvkontakt. Til det, der smerter i kroppen. Led der knirker. Indre varme, der buldrer, selv i december. Hår der gror sig ”voksen blondt”.

Ingen udvikling uden smerte. Opgaven er at tage smerten ind. Modtage den. Udømmende. Præcis som fødselsveerne havde en funktion, har smerten i overgangen en funktion. For den sikrer vi bevæger os. Frem. Smerte har altid en funktion. Vil os altid noget. Hvis vi lytter. Og tør høre den fortælling, vi måske ikke er helt parate til endnu. Opgaven er at give slip, falde ind i smerten og lade sig føre over på den anden side. Men vi har lært at kæmpe imod. Være stærke. Kunne selv. At blive midaldrende er, at give slip. Indstille kampen og give sig hen. Mærke skrøbeligheden i slimhinderne. Sindet. Følsomheden. Mærke, at man ikke længere magter at kæmpe. At den del af livet er ovre. Forbi. Og hvile i, at manden vil tage de nødvendige kampe. Og beskytte en.

Modenhed er, at hvile i sig selv. Være afslappet i kontakten. Det er, at lægge rigtigt-forkert. Godt-ondt, sort-hvidt på hylden og i stedet mærke kontakten, til det der er. Så strækmærker er ikke et onde. Det er ikke forkert, at brysterne hænger. For følelsen inden i kroppen. Den sanselige kontakt. Er betagende. Selvkontakten og derved selvkærligheden er stor. Smerter såvel som glæder rummes som et. Der findes ikke kategorier. Der findes blot forskellige sansninger. Det lille barn er forbundet til snasket. Det vælter sig rundt i alskens snaskede ting. Med stor glæde og lyst. Kvindens rejse gennem livet er, at genforene sig med snasket. Gennem graviditet, blod, sæd, kropsvæsker, overgange, smerter og tab. På sin vis, vender man tilbage til det man var engang.

Selvtilknytningen bliver mere indadknyttet. Ind i mørket. Ind i drømmeland. Der hvor snasket, blodet, jorden og alt mørket bor. Intuitionen. Spiritualiteten. Kontakten med Gud, ligger i det sanselige. Og seksualiteten vil blive stærkere der. Ikke en udadvendt seksualitet, der handler om at se godt ud. Men en indadvendt. Som kan deles med en mand. Så det indre liv bliver så stærkt, at det ikke længere betyder noget, at det ydre gik i stå. Og livet går sin gang. Og endnu en livsovergang træder til.

Den ældre sidder mæt af dage. Men sin mand eller kvinde. Smilende. Mild. Roligt hvilende i, at hun er fyldt af et levet liv, med kontakt, sanselighed, glæde, kærlighed, lyst og leg. Med fødsler, sorger, tab. Alt. Forbundet til alt. Altet. På en og samme tid. Præcis som det startede skal det slutte…