Terapeuttræning



Kursus om, at træde i karakter som psykolog

Når vi træder ind i noget, er det en kropslig handling. Vi bevæger os et sted hen i os selv, så vi står stærkere og bedre. Vores personlige karakter flyder der op til overfladen og vi agerer fra et helt andet rum i os selv. At træde i karakter som psykolog handler ikke om teori eller om evidens. Men om praksisfærdigheder.

Det er viden omsat til visdom. Der hvor vi har erfaret det vi har læst og lært. I os selv. I den anden. Og i rummet mellem os. Bevægelsen fra teori til pragmatik er knoldet for mange. Og ofte belagt med stor usikkerhed, utilstrækkelighed og magtesløshed. Fordi vi ikke kan læse os til det. Og fordi det ståsted, der er rigtigt for den ene person. Ikke fungerer for den anden.

Jeg er pragmatiker. Og dybt optaget af relationens betydning i det terapeutiske rum. Så vil gerne indbyde dig til fire søndage, med pragmatisk terapeuttræning.

Udgangspunktet er kroppen. Din krop. Klientens krop. Og rummet der i mellem. Ordene er limbisk resonans, mellemrum, at skabe betydende møder. Det handler om hastighed, regulering og om at være det, der indbyder klienten til et oprigtigt møde. Vi rammer nærhed og afstand, parallelen processer, intuition, regulering, spejling og en masse overføringselementer.

Rammerne er psykodynamisk med en kropsterapeutisk vinkel. Jeg er integrativ. Så jeg trækker tråde til mange retninger; den narrative, gestaltterapeutiske, ACT, skematerapi, kroppen, relationsfokuserede, medfølelsesorienterede… men ikke i teori. Omsat til praksis.

For fortæl mig ikke, hvad du kan. Vis mig det. Jeg arbejder neuroaffektivt. Så du er dit eget værktøj. Du lærer dit eget nervesystem at kende. Så du kan bruge det til at hjælpe klienten et sundere sted hen, i sig selv. Vi symptombehandler ikke. Vi bygger om! Så du skal være parat til at arbejde med dig selv og med andre. Vi kommer til at runde både professionelle rum. Personlige rum. Og private rum. Fordi du skal lære disse rums kvaliteter og faldgruber at kende.

Dette er fire dage med hardcore praksistræning. Learning by doing. For du skal have gået vejen selv. Og jeg vil gerne vise dig den. Jeg vil gerne synliggøre dig. Så du står skarpt som psykolog, med den person du er.

Der er plads til 10 psykologer på forløbet. Om du er nyuddannet eller en gammel rotte, betyder ikke det store. Blot du kommer med det beginners mind. Og er parat til at bevæge dig. Og blive bevæget.

Du har mulighed for sideløbende supervision, hvis behovet opstår. Jeg laver også supervison over psychcon, altså netbaseret supervision.

Der er massere af cafeer i området, samt køleskab I klinikken. Der serveres kaffe og te gennem dagen. Samt noget sødt, for at holde os igang.

Den samlede pris for forløbet er 4000 kr. Du kan tilmelde dig via psykologannesoelberg@protonmail.com
 
 
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund