Traumer og PTSD

Når man er traumatiseret har man et helvedesfelt inden i sig. Et sted man ikke kan være og som man reagerer på når man rammer det. I kontakten med helvedesfeltet er man ikke længere et rationelt tænkende menneske, men et instinkstyret dyr, med fokus på overlevelse. Der råder kampen og flugten. Eller den stivnen og opgivenhed man rammer, når man føler sig fuldstændigt fanget. 
 
Vi rummer alle et helvedesfelt. Et sted vi ikke kan være i os selv. Men når man er traumatiseret så fylder dette så meget, at ens selvkontakt og omverdenskontakt er læderet. Så når den ydre verden skubber en tættere på feltet eller når man tænker på, noget der minder en helvedesfeltet, så reagerer man på måder, man ikke kendte før man blev traumatiseret. De fleste menneskers helvedesfelt er så lille, at det ikke gør det store. Men ved svært traumatisering og PTSD kan helvedesfeltet fylde alt og derfor bliver det overlevelse, der dominerer livet. 
 
Men livet handler om at leve. Ikke om at overleve.
 
 Mange bliver overrasket når jeg fortæller, at det ikke er den specifikke hændelse eller tidens kvalitet, der er afgørende for, om de blev traumatiserede. Men om den grad af magtesløshed de oplevede i situationen/tiden. Og bemærk dig, at jeg både skriver en tid og en hændelse. For vi ved i dag, at PTSD kan være mere kompleks, så den ikke handler om en afgrænset hændlese, men om et længere tidsspænd, der har været traumatiserende. Derfor taler man i dag om kompleks PTSD, også kaldet tilknytnings- eller udviklingstraumer.
 
Helvedefeltet kan bestå af enkeltstående oplevelser, der var for meget. Eller en længere sammenhæng i tid, der overskred, det man magtede.
 
Noget andet vi ved om at være traumatiseret er, at man er fanget i tiden. Man kan sige, at når man er traumatiseret, så er tiden standset inden i en og der er et sted, hvor det svære aldrig sluttede, men stadig lever. Derfor bliver man noget man var engang, når man bliver fanget i sit helvedesfelt. Hvilket har store konsekvenser, hvis man lever i en familie, men reagerer som om, man stadig var i krig, når der sker noget, der aktiverer helvedesfeltet. 
 
Helvedesfeltet er på den vis det sted, vi ikke kan bære, at være på egen hånd. Og traumer opstår der, hvor magtesløsheden oversteg vores bæreevne. Og helvedesfeltet er rendyrket magtesløshed, den sværeste af alle følelser. Så når man er traumatiseret vil man for alt i verden undgå alt, hvor man føler sig magtesløs. Fx at stå i en kø i supermarkedet. Eller være uenig med kæresten. Eller, at sidde i et hjørne til en konfirmation. Eller have sagt 100 gange til ungen, at der skal bruges skærebrædt, når de smører mad. 
 
Magtesløsheden udløser alskens reaktioner i os, når vi har et traume. Mest af alt reaktioner der er bundet i flugt, a la mig komme væk. Eller i kamp, a la, kan du så lade mig være i fred. Eller også stivner man, affrinder sig og giver op. Og lægger sig på sofaen. Hele dagen. 
 
Når man indleder et traumefokuseret behandlingsforløb, så går man ikke direkte ind i traumet, men arbejder med, at nærme sig til at være i nærheden af helvedesfeltet på en vis, så det ikke overvælder en. Det betyder, at man fokuserer på, at genskabe magten i den overvældende magtesløshedsfølelse.
 
Det kaldes eksponeringsterapi og ofte starter man med noget, som man faktisk har magt over. Fx angsten for, at skulle arbejde med traumerne. De fleste har taklet traumer ved, at undgå at tænke på dem. og derfor kan det virke angstprovokerende og paradoksalt, at opsøge dem. Men undgå dem kan vi ikke. For de viser sig i mareridt om natten. I flashbacks og i undgåelse af alt, der minder om traumet og magtesløsheden.

I mine samtaler vil jeg invitere dig der ind, hvor du for alt i verden helst vil undgå at være. Du skal dog ikke kastes ud i dit helvedesfelt. For det gør ingen godt. Men lære at nærme dig og lægge afstand, For når man er traumatiseret er man stivnet. Så man fanges i helvedsfeltets lys, som en hjort i natten, der mister sin bevægelighed. Og det er den der skal genskabes. Så du kan nærme dig det du oplevede en gang. Og fjerne dig fra samme, når det magtesløsheden bliver for overvældende.
 
Jeg har mange års erfaringer med behandling af PTSD hos veteraner fra forsvaret og også omkring traumebehandling af det, der i dag kaldes kompleks PTSD. Altså der, hvor selve livet, herunder især opvæksten, har været på en vis, så den har været traumatiserende. Og når man er traumatiserede, så er ens selvforståelse ændret. Ens tillid til ens eget indre ændret. Ligesom kontaktfladen til både os selv og andre, er ændret. Så der er så meget der skal genskabes. Men det kan lykkedes. 
 
Man skal bogstaveligt talt lære, at have tillid til det, der sker inden i en igen. Man skal lære at se på sig selv, med helt nye øjne. Ofte mere kærlige øjne. Og man skal lære, at være i en dybere selvkontakt, så man kan genskabe den dybe kontakt til andre, til verden og til livet. 
 
Målet vil altid være det jeg kalder integrativt. Det betyder, at finde alle stumper og integrere dem, så den samlede fortælling er slutresultatet. Den integrative tilgang betyder, at man ofte vil få genskabt erindringen om det det skete. Eller få integreret de dele som kroppen husker, men som sindet har glemt. Det er vigtigt at integrere stumperne, for ellers vil de vise sig som uforståelige reaktioner, hvor man distancerer sig fra andre, reagerer for voldsomt, har mareridt og flashbacks eller undgår store dele af livet. For selv om vi ikke husker, så husker kroppen og underbevidstheden. Så vi reagerer uden at vide hvorfor. 
 
Det betyder, at det også er muligt at arbejde med traumer, der blot er sansede, men hvor man ikke kan huske præcis hvad der skete. Der arbejder vi med kropshukommelsen, som strækker sig helt tilbage til fostertilstanden. 
 
Når jeg behandler traumer bruger jeg forskellige teknikker, der hjælper med, at være i det svære på en vis, så man genskaber kontakten til sig selv, samtidig med, at man kan bevæge sig tættere på eller længere væk, fra det der er svært. Opgaven er at stå på kanten af det svære. På helvedesfeltets bred, og se ned i dybet. uden at falde i. Så man genskaber magten over dette sted i sig selv. 
 
Dertil bruger jegen integrativ metode til eksponering, EFBS (emotionel forløsningsterapi via bilateral stimulering), som er udviklet af psykolog Kirsten Basse. Jeg bruger narrativ (at skabe mening i fortællingen). Jeg bruger skematerapi og ACT. Samt kropsterapi og lette hypnosetilstande. 
 
Hvis du har tanker om, at jeg kan hjælpe dig, så kontakt mig endelig. 
 
 
 
 
Autoriseret Psykolog Anne Soelberg | Stationsporten 11B, 2620 Albertslund