Om psykologen

Jeg arbejder eklektisk. Det betyder, at jeg bruger teknikker fra flere forskellige metoder, på samme tid. Dog er der nogle ting, der går igennem i mit psykologvirke.

Jeg arbejder altid neuroaffektivt. Det betyder, at jeg støtter min klient i selvregulering, i at finde sin egen grundrytme og i, at være i sine følelser på en vis, så klienten ikke fjerner sig fra disse, men heller ikke drukner i samme. I det neuroaffektive felt, arbejdes der i relationen, ind i kroppens bæreevne. Der arbejdes ind i nervesystemets, musklernes og bindevævets evne til, at bevæge sig og finde en ny form. Alt dette uden fysisk berøring. Det betyder, at det er mit ansvar at holde min klient der, hvor bearbejdningen foregår og hvor de kan holde ud at være. Jeg er efteruddannet i neuroaffektiv psykologi hos “Institut for somatisk psykologi” i Århus.

Jeg arbejder også altid medfølelsesfokuseret. For psykisk lidelse opstår der, hvor vi ikke kan møde os selv nænsomt og med omsorg. Men i stedet forsøger at flygte, skubbe væk, ødelægge, fjerne os eller modsat overvældes, drukner i, hader, skammer os. Alt dette medføre tab af kontakt. Både til og selv og andre. I i den medfølelsesfokuseret terapi, ligger fokus på, at genskabe kontakten. Både til en selv og andre.

Op ad det medfølelsesfokuserede ligger ACT, som jeg har en efteruddannelse i. ACT fokuserer på, at komme overens med de forudsætninger der nu er ens. Samt at se på de naturlige modstande, der vil ligge i os alle omkring, af bevæge os hen det gode sted. ACT hører under kognitiv terapis 3. Bølge.

I alle mine år som psykolog har psykodynamikken, her funderet i en Jungiansk forståelsesramme, været mit gennemgående ståsted. For i psykodynamikken finder jeg meningen i galskaben. Der kan jeg forklare, og forstå, menneskets til tider, vanvittige adfærd. For symptomer er blot kald, der peger på udvikling der endnu ikke er pågået. Eller måder at overleve på. Mange af vores overlevelsesstrategier, var hensigtsmæssige engang. Da de opstod. Men er det ikke længere. Jeg ser altid på menneskets overlevelsesstrategier. Hvilke kaniner har de trukket op af hatten.

Op ad det psykodynamiske læner Schematerapi. En fantastisk terapiform, med en kreativ nerve. Udgangspunktet er, at vi alle rummer nogle barnemodes, der påvirker vores evne til, at agere voksent og fleksibelt. Vi er alle fanget i nogle reaktionsmåder, der ikke altid er hensigtsmæssige, men som er kald fra sider ad os selv, der ikke blev mødt som barn. Det kan være den pligtopfyldende kvinde, der overforbruger sig selv, fordi barnemodes “det krævende barn” og “det sårbare barn” ikke blev mødt i hendes opvækst.

Jeg arbejder altid narrativt. Fordi fortællingen om os selv befrier os. Og koblet med det neuroaffektive, kan kroppens essensstruktur (læs blog om forladthedstraumer) sige rigtigt meget om, hvad der har været vores tidlige forudsætninger og hvordan disse stadig præger os. Kroppen er et landskab, der bærer præg af opvækstens betingelser.

Det betyder, at jeg anvender kropslæsning, hvor jeg kobler de strukturer sammen med klientens viden om sin opvækst. Fx giver det en bestemt måde at være på i verden, hvis man har været i kuvøse som nyfødt. Og dette påvirker en op i voksenlivet. Min særinteresse inden for psykologien er Spædbarnstraumers betydning for psykisk lidelse hos voksne.

Jeg anvender bilateral stimulering, overfor traumetilstande og personlighedsforstyrrelser. Her i form af EFBS (Emotionel Frihedsteknik Bilateral Stimulering). EFBS aktiverer psykens og kroppens selvhelbredende egenskaber, så de overvældende begivenheder kan rystes af os og vi bliver os selv igen. I forhold til personlighedsforstyrrelser bruges metoden integrativt, så egoets sammenhængskraft, og fleksibilitet, samt følelsen af selvværd, kan styrkes.

citat “Opgaven er ikke altid at få det bedre. Men at blive bedre til, at have det af helvede til.”